Rettelse: Siden publiceringen af denne artikel er det blevet offentliggjort, at imm Cologne 2025 er blevet aflyst…
Når Imm Cologne afholdes til januar, vil det være med Danmark som messens officielle partnerland. Det betyder blandt andet, at der vil være ekstra spotlight på de danske brands, der finder vej til den tyske møbel- og interiørmesse.
Fra 12. – 16. januar vil store dele af den europæiske møbel- og interiørbranche atter sætte kursen mod Köln, hvor Imm Cologne endnu engang vil blive afviklet. Som noget helt nyt har messen netop annonceret, at man fra 2025 vil lancere et partnerlandskoncept, der indebærer et målrettet samarbejde med et konkret udstillerland, og i den forbindelse er Danmark blevet valgt som det allerførste partnerland for den tyske messe.
Partnerskabet, der bygger på et tæt samarbejde mellem Imm Cologne og Dansk Industri samt Creative Denmark, vil være med til at sætte særligt fokus på Danmark som design nation og ikke mindst på den unikke position, vi besidder, som pioner inden for moderne, funktionelt og bæredygtigt møbeldesign.
“Koelnmesse (Imm Cologne, red.) er en stærk partner, der støtter os i at gøre et internationalt publikum bekendt med dansk design. Dette tætte samarbejde er uvurderligt for os. Vi ser frem til at nå nye højder sammen og gøre Imm Cologne 2025 til en uforglemmelig oplevelse for alle involverede,” siger Emil Stub, chefkonsulent fra Dansk Industri, der på messen vil have en pavillon, hvor flere danske producenter vil præsentere deres produkter for de besøgende.
Hos organisation Creative Denmark bidrager man blandt andet med et eventprogram, der sætter fokus på den kreative industri i Danmark. I den forbindelse vil centrale aktører fra Danmark gæste på Imm Cologne Summit og på Circularity Stage.
“Hos Creative Denmark arbejder vi på at vise, hvordan dansk kreativitet driver løsninger på globale udfordringer. Imm Cologne tilbyder en fremragende platform til at demonstrere Danmarks engagement i bæredygtigt design og livskvalitet og til at styrke vores position som en pioner i den globale kreative industri,” udtaler Majken Kalhave, direktør for Creative Denmark, der samtidig understreger, at hun ser et stort potentiale i samarbejdet.
Forventer store ting
I en pressemeddelelse oplyser Imm Cologne, at valget af Danmark som messens første partnerland er ’perfekt’, da Danmark har været et af de første lande til at kombinere industriel fremstilling med en tidløs, funktionel stil, der har skabt utallige designklassikere. I dag er dansk design også synonymt med bæredygtighed og cirkulær økonomi, lyder roserne.
“Vi er glade for at have opnået støtte fra Dansk Industri, Creative Denmark og adskillige danske virksomheder til vores nye koncept,” siger Matthias Pollmann, Vice President Trade Fair Management hos Imm Cologne og tilføjer:
“Vi forventer store ting af dette samarbejde. Vi ønsker at vise, hvordan dansk design udvikler sig i dag, og vi vil fortsætte med at fremme vores internationaliseringsproces, hvilket er en stor fordel for Imm Cologne, og gøre messen stadig mere attraktivt for tyske virksomheder. Møbelverdenen mødes i Köln – det er vores klare mål,” understreger han.
Mere end 20 danske virksomheder har allerede tilmeldt sig Imm Cologne herunder Linie Design, Unique Furniture, Skovby og Actona Group.
Foto: Imm Cologne