Forbrugernes betalingsadfærd har ændret sig markant. Andelen af kortbetalinger har taget et stort dyk, mens betalingsapps vinder indpas.
Knap halvdelen af danskerne handlede online i juni, hvilket stemmer overens med gennemsnittet for 2022 indtil videre. Dog er der sket visse ændringer i juni, såsom at andelen af kortbetalinger er faldet, samtidig med at betalingsapps vinder frem. Det viser Dansk Erhvervs E-handelsanalyse.
35 procent af de adspurgte svarer, at de har benyttet betalingsapps til at betale med ved deres seneste køb på internettet. Det betyder, at andelen er steget med næsten 9 procent fra sidste års 26 procent.
”Det mest iøjnefaldende er helt klart, at andelen af kortbetalinger er under 50 procent. Det er første gang nogensinde og dermed lidt af en milepæl,” siger den ansvarlige for E-handelsanalysen, Simon Bjerremann.
46 Procent af betalingerne foregik med kort – et tal der er 14 procent lavere end i juni 2021. Analysen viser, at betalingerne er flyttet over i apps som for eksempel PayPal. I maj blev der blandt andet lavet flere handler via mobilen end via computeren.
”Det er markante forskydninger, der understreger overgangen til langt mere handel via mobilen. I juni snuppede computeren igen førstepladsen, men mister dog terræn i forhold til juni 2021, så forskydningen er reel, og det smitter også af på betalingsadfærden,” forklarer Simon Bjerremann.
Post-corona præger forbruget
Og hvad brugte danskerne så deres penge på i juni? Rejser. I juni måned stod rejsesektoren for 21 procent af danskernes samlede forbrug.
”Det er første gang, siden corona lukkede Danmark ned, at Rejser er den klart største kategori i forhold til Forbrug, så der er ingen tvivl om, at salget lander på et tørt sted hos rejseselskaberne. Det er selvfølgelig højsæson, men forhåbentligt er det et signal om, at rejselysten er tilbage efter corona,” siger Simon Bjerremann.
Foto: Unsplash