Den igangværende coronakrise rammer erhvervslivet hårdt, og erhvervstilliden er aldrig målt lavere, viser nye tal.

Covid-19 har haft adskillige negative følgevirkninger, og nu tilføjes endnu en i rækken. Erhvervstilliden i dansk erhvervsliv er nemlig i april faldet til sit laveste niveau nogensinde med tilbagegang i alle brancher. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Den samlede erhvervstillid er således faldet fra 95,5 i marts måned til 50,5 i april. Det er lavere end i 2008-2009, hvor finanskrisen rasede, og laveste niveau siden første måling i 1985.

”Coronakrisen har kastet dansk erhvervsliv ud i en dyb krise. Erhvervstilliden dykker i det hurtigste tempo nogensinde og til et historisk lavt niveau. Virksomhedernes humør signalerer en kraftig tilbagegang i dansk økonomi,” udtaler cheføkonom i Dansk Industri, Allan Sørensen, til DI Business.

Ifølge ham er økonomien ramt af et kraftigt økonomisk lavtryk, som er gået ud over virksomhedernes omsætning.

”Der er desværre ikke mange lyspunkter i dansk økonomi i disse dage. Ledigheden er stigende, forbrugerne tilbageholdne, udlandet lukket ned og væksten gået i stå,” siger Allan Sørensen til mediet.

Det er ikke kun erhvervslivet, der har dalende tiltro til økonomien. Forleden har tal fra Danmarks Statistik vist, at også forbrugertilliden dykker til laveste niveau i mere end ti år.