Coronakrisen har medført en ændret forbrugeradfærd, og en del danskere forventer at bruge færre penge på tilbehør til boligen end før coronaudbruddet, lyder det i en ny undersøgelse.

Det har været og er fortsat svært at være næringsdrivende i disse coronatider. Forbrugertilliden styrtdykker, og forbrugeradfærden er ændret.

Mange danskere må i disse tider blive inden for hjemmets fire vægge, men desværre for branchen medfører det tilsyneladende ikke øget købelyst, når coronastormen har lagt sig.

En ny undersøgelse fra det digitale kommunikations- og reklamebureau Advice viser nemlig, at kun syv procent af danskerne har planer om at købe mere boligtilbehør på den anden side af krisen, og næsten 15 procent forventer ligefrem at bruge færre penge på boligtilbehør, end de gjorde før. Dog svarer fire procent af undersøgelsens adspurgte, at de vil bruge flere penge på elektronik, eksempelvis højtalere, når coronasituationen er overstået.

Det bliver i stedet restaurationsbranchen, kulturinstitutioner og udbydere af personlig pleje, der kommer til at nyde godt af den ændrede forbrugeradfærd efter krisen, lyder det i undersøgelsen, der meddeler, at mange vil prioritere selvforkælelse og ting, der skaber glæde, når landet er på den anden side af Covid-19.

Undersøgelsen fra Advice er udarbejdet i samarbejde med den nordiske dataleverandør Userneeds.