Tre ud af fire netbutikker melder klar til Black Friday, som ifølge en ny analyse fra FDIH endnu en gang vil slå alle rekorder. Flere danske netbutikker forlænger salgsfesten med endnu to udenlandske udsalgsfænomener. 

Black Friday har længe været omdiskuteret blandt danske virksomheder, da mange butikker føler, at de forærede varerne væk lige op til det store julesalg.

Nu melder tre ud af fire netbutikker sig klar til Black Friday, som forventes at blive den største salgsdag nogensinde. Det er konklusionen i en ny analyse fra Foreningen for Dansk Internethandel, FDIH.

Selv om salget dykker op til Black Friday, vurderer butikkerne, at de kommer til at tjene penge på det store udsalg. I 2017 satte det amerikanske udsalgsfænomen den ene rekord efter den anden. I FDIH-analysen svarer 45 procent af netbutikkerne, at de forventer, at salget i 2018 bliver mindst 25 procent bedre end sidste år. 11 procent forventer en stigning på mindst 50 procent.

Det bekræfter Alexander Thygesen, adm. direktør fra designwebshoppen Moodings.com, der igen i år deltager i Black Friday.

”Black Friday er helt sikkert en festdag. Det er hårdt arbejde før, under og efter, men vi tjener penge, og vi får en masse nye kunder, som vi kan bygge videre på.”

Flere udsalgsfænomener kommer til
Siden Black Friday blev introduceret i Danmark for første gang i 2011, har flere butikker og webbutikker taget andre udenlandske udsalgstiltag til sig. 38 procent af netbutikkerne vælger i år at udvide Black Friday til en forlænget Black Weekend, som også vil inkludere mandagen efter – den såkaldte Cyber Monday.

Analysen fra FDIH viser, at 13 procent af de danske netbutikker i år også vælger at introducere den store kinesiske udsalgsdag Singles Day, der afvikles den 11. november. Dette er en markant stigning siden sidste år, hvor blot 2,9 procent af netbutikkerne kørte med Singles Day-tilbud.

Ifølge Louise Byg Kongsholm, trendforsker og adm. direktør i pej gruppen, er det ikke overraskende, at butikkerne nu tager endnu en salgsdag til sig.

”Danske butikker og især netbutikker er rigtig gode til at hoppe med på bølger og tendenser, der kan skabe trafik og lave larm. Det har vi set med Black Friday, Cyber Monday, Halloween og så videre. Og nu ser vi det så med Singles Day, som jo er en kæmpe, kæmpe begivenhed i andre lande. I takt med at forbrugerne bliver opmærksomme på det, så vil flere butikker ride med på bølgen.”

Ifølge trendforskeren bunder udviklingen også i, at handlen især på nettet er grænseløs, og derfor forventer forbrugerne i stigende grad, at de danske butikker tilbyder det samme, som de udenlandske gør.

”Og hvis de ikke gør det, så tænker mange forbrugere, at de lige så godt kan handle i udlandet,” lyder det fra Louise Byg Kongsholm.