Danskerne sparer på kultur og ferier, men bruger ellers lige så mange penge online, som de gjorde i januar – før inflationen stak af, og erhvervslivet stadig var lukket ned.
Inflationen er historisk høj. Forbrugertilliden er historisk lav. Der er ikke meget at råbe hurra for, men fortvivl ikke: E-handlen er stabiliseret, og de danske danske forbrugere handler lige så tit online nu, som de gjorde i januar – altså før inflationen stak af, og store dele af erhvervslivet stadig var lukket ned. Det viser E-handelsanalysen for april fra Dansk Erhverv.
”Tallene er godt nyt for netbutikkerne, for det viser, at forbrugerne stadig vil handle online, selvom der er generel usikkerhed om økonomien. Der stadig godt gang i salget på nettet,” siger Simon Bjerremann, senioranalytiker i Dansk Erhverv i en pressemeddelelse.
Netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik viser samme mønster: De danske forbrugere bruger stadig penge trods inflation og har ikke droppet indkøbene. Tallene viser, at detailsalget steg med 1,7 procent i april mod alle forventninger.
E-handelsanalysen viser, at tøj, sko og accessories igen i april er den største kategori både på andel af handler og andel af forbrug. Kategorien står cirka for en sjettedel af handlerne og knap en femtedel af forbruget.
”Fordelingen ligner de tidligere måneder, og det viser, at usikkerheden om økonomien tilsyneladende endnu ikke har fået forbrugerne til at skære ned på produkter, der ikke er strengt nødvendige. Det er også et godt tegn,” siger Simon Bjerremann.
Analysen måler ikke omsætningen på nettet, og derfor kan det ikke siges, hvor stor en del e-handel fylder, og om det har ændret sig markant. I stedet skal man kigge på gennemsnitsforbruget per handel for at få en indikator. I april var gennemsnittet på 557 kroner, hvilket var på niveau med årets første tre måneder.
I kategorierne med lidt større køb, som for eksempel rejser, både og biler, er niveauet væsentligt lavere end i 2021 på samme tid. Det samme gælder kulturoplevelser, hvor det tyder på, at danskerne genovervejer, om det er her, pengene skal ligge. Det samme gælder feriehotellerne, hvor der også bliver sparet.
Forventinger til fremtidigt online forbrug
Også når det kommer til danskernes forventinger til det fremtidige forbrug online over de kommende 12 måneder, er bæltet strammet ind.
”Niveauet er markant lavere end primo 2021, men det er stabilt set over de seneste 12 måneder. Så hverdagen er anderledes for netbutikkerne end under corona, men der er altså ikke noget, der tyder på, at forbrugerne skærer i e-handlen i den nære fremtid,” siger Simon Bjerremann og fortsætter:
”Der er risiko for, at forbrugertilliden vil dale yderligere eller i hvert fald fortsætte på samme lave niveau, hvis inflationen og prisstigningerne fortsætter himmelfarten. Det kan sætte sig og få forbrugerne til at skrue betragteligt ned for forbruget. Hvis virksomhedernes udgifter til indkøb samtidig fortsætter med at stige, og udfordringerne omkring fragt og manglen på arbejdskraft ikke bliver løst, kan det godt blive problematisk for netbutikkerne – som en netbutik formulerede det; vi har 2019-indtægter, men 2022-udgifter.”
Du kan læse den fulde rapport her.
Foto: Unsplash