Eksportbarometeret falder i hele Europa. Danmark og alle vores nabolande er hårdt ramt, da der er nedgang på samtlige markeder.
I september faldt Danmarks PMI-indeks til 48,9. Det er den anden måned i streg, hvor de danske eksportmarkeder oplever fald. Det viser Danske Banks nye eksportbarometer.
Men vi er ikke alene i Danmark. Stort set samtlige europæiske industrivirksomheder har tilbagegang, og det er de samme faktorer, der spiller ind: lavt ordreindtag kombineret med stigende råvarerpriser og i særdeleshed stigende energipriser.
For nylig kunne vi fortælle, hvordan særligt det britiske og det kinesiske marked var pressede i august. Og de to markeder er fortsat pressede i september. Nu er også vores naboer sydpå særdeles hårdt spændt for. Tyskland er et af de europæiske lande, der er allerhårdest ramt af de russiske sanktioner. De tyske producentpriser er steget i voldsom grad, hvilket hovedsageligt skyldes energipriser – i særdeleshed el og gas.
I Norge var der solid fremgang i august, men så tog det en drejning, og udviklingen stagnerede med efterårets begyndelse. I Sverige dykkede PMI-indekset til under 50, hvilket som bekendt indikerer tilbagegang.
Det kinesiske marked er som de europæiske presset af stigende råvare- og energipriser, men dertil kommen den restriktive lockdown-strategi, der betyder, at virksomheder kan blive lukket med ultrakort varsel ved smitteudbrud, hvilket skaber stor usikkerhed. Dertil kommer en presserende ejendomskrise, der har sendt boligpriserne i vejret.
Kigger vi i stedet mod vest, er den amerikanske industri i fremgang og kan som nogle af de eneste prale med fremgang på PMI i september.
“Amerikansk industri har indtil nu har klaret sig rigtig flot trods den globale efterspørgselsmodvind, og pengepolitiske stramninger for at tæmme inflationen. Fremadrettet forventer vi, at også aktivitetsniveauet i amerikanske virksomheder skal ned, men ikke ligeså langt som de europæiske virksomheder,” lyder det i Danske Banks eksportbarometer.
Herhjemme har vi dog en lille konkurrencefordel, sammenlignet med andre markeder, og det er, at den danske krone, selvom den er relativt svag, er steget en smule. Kigger man ind i fremtiden, kan det være en af de faktorer, der kan hjælpe de danske danske virksomheder og eksporten gennem en svær og uforudsigelig tid.
I Eurozonen baserer det samlede PMI-indeks sig på svar fra 4500 virksomheder.
De svarer på, hvordan det går med produktionen, ordreindgangen, antallet af ansatte, priserne og meget mere i denne måned i forhold til måneden før.
Et PMI-tal over 50 indikerer vækst i økonomien, mens et tal under 50 tyder på vækstdyk. Kilde: Børsen
Foto: Unsplash