Alle mennesker er født kreative, mens innovation kræver vilje. Det fastslår designer Pil Bredahl, der i et interview forklarer, hvorfor det kræver mod at give slip på perfektionismen for at skabe de næste store klassikere.

 Kreativitet som fælles sprog’ er titlen på en ny bog af David Andersen og Louise Byg Kongsholm, der udforsker kreativitet som værktøj og samtidig forsøger at åbne døren til de designprocesser, hvor idéer bliver til konkrete løsninger.

Bogens forfatter og hovedperson er den danske designer David Andersen, der har mere end 15 års international erfaring i feltet mellem design, æstetik og strategi, men i bogen optræder også interviews med en række design- og kulturpersonligheder, der hver giver et unikt indblik i deres arbejde med kreativitet.

365DESIGN har fået lov at bringe et uddrag af et kapitel, hvor designer Pil Bredahl fortæller om hendes tilgang til kreativitet og innovation.

Pil Bredahl, der er kendt som dommer i DR-programmet ‘Danmarks næste klassiker’, arbejder i et krydsfelt, hun selv kalder en ”stor have”. Hendes virke spænder fra rollen som tv-dommer og legatudvalgsleder i Statens Kunstfond til konkrete designopgaver for virksomheder og socialøkonomiske initiativer. For Bredahl er der en afgørende skelnen mellem den frie kreative proces og selve innovationen. Kreativitet kræver fuldstændig frihed fra frygten for at fejle, mens innovation er viljens arbejde; det kræver præcision, tålmodighed og praktisk viden at omsætte en idé til et fysisk produkt, der kan fungere i virkeligheden.

I hendes optik er perfektionisme ofte kreativitetens største fjende. Den forhindrer det frie flow, som er nødvendigt i idéfasen. Til gengæld er præcisionen uundværlig, når idéen skal implementeres. Denne vekselvirkning er kernen i det moderne designhåndværk, hvor man skal kunne navigere mellem det uforudsigelige og det stringente. For Bredahl opstår de bedste idéer i pausen – når man bevidst fravælger indtryk udefra og lader tankerne lytte indad. Det er her, behovet erkendes, og løsningsmulighederne fra hendes store erfaringslager begynder at tage form.

Uddrag af interviewet med Pil Bredahl:

Hvad er din unikke tilgang til kreativitet og innovation?

”Alle mennesker er født kreative, men innovation kræver vilje. For at få adgang til din kreativitet, tror jeg, at du skal turde give fuldstændig slip på perfektionismen i flere dele af din arbejdsproces. Perfektionisme forhindrer dig nemlig i at være fri – og kreativitet kræver frihed. En form for perfektionisme kan være en støtte i innovationsprocessen, når du skal omsætte din kreativitet til noget fysisk. Det er, fordi innovation handler om at implementere dine idéer, og det kræver præcision, tålmodighed og praktisk viden. Her er viljen vigtig.”

Hvordan vil du præsentere dig selv og dit faglige virke i dag?

”I slutningen af halvfemserne tog jeg afgang i produkt- og møbeldesign fra Danmarks Designskole. Siden jeg blev selvstændig, har jeg arbejdet i flere uafhængige fællesskaber. Mine opgaver involverer meget forskellige grupper af kollegaer. Jeg ser det lidt som en stor have med mange forskellige områder, egenskaber og afgrøder. Når jeg laver tv-programmer om design, er jeg omgivet af et hold af topprofessionelle fagligheder, der kan noget helt andet end det, jeg kan – og jeg lærer noget af hver og en af dem. Det handler ikke om, at jeg skal lære deres fag, men måden, de løser problemer på, kan inspirere mig i mit eget arbejde.”

Hvordan opstår dine idéer – og hvad antænder dem?

”Hvordan kreative idéer opstår, er heldigvis stadig et af livets mysterier. For mig er det sådan, at idéen er en slags erkendelse af et behov, og dette behov begynder så at lede i mit ”kendskabsrum” eller på mit ”erfaringslager” efter løsningsmuligheder. Den bevidste tanke søger altså veje eller metoder til at få materialiseret idéen. Det er tydeligt for mig, at idéerne opstår, når der gøres plads til dem. Det vil sige, når jeg helt bevidst holder pauser fra indtryk udefra. I disse pauser, hvor mine tanker ligesom bare lytter, bliver mine idéer hørt af mig.”

Hvad definerer “succes” for dig?

”Succes er et spændende livstema. Den indre succes er den vigtigste, og den har man selv ansvar for at opnå. Den handler om, hvorvidt du føler, at den måde, du er i verden på, afspejler den måde, du ønsker at være i verden på. Hvis det harmonerer, så føler du succes. Der er ikke nødvendigvis andre end dig selv, der ved noget om det – eller har indflydelse på det. Den ydre succes kan være noget, du sætter dig for at opnå, udføre eller sætte i gang. Her er der mere kontant afregning, når noget ikke lykkes. Men helt ærligt: Det er ofte de mennesker, der tør kaste sig ud i alt muligt – og derfor ikke lykkes med alt – som er de mest interessante.”

Læs mere om bogen ‘Kreativitet som fælles sprog’ her