Formand for Salone del Mobile forlader posten få dage efter, at designbegivenheden meddelte, at de var optimistiske over for den planlagte september-udgave i 2021. ”Det, der betyder noget for mig, er den fælles vilje, som har fejlet,” forklarer den nu tidligere bestyrelsesformand.

Claudio Luti, CEO for designvirksomheden Kartell, har valgt at trække sig fra posten som bestyrelsesformand på grund af forskelle i sektorens globale vision. Det skriver Salone del Mobile i en pressemeddelelse.

Det sker blot få dage efter, at den italienske designbegivenhed og -messe meddelte, at de efter flere møder med regeringen troede på, at den planlagte september-udgave i 2021 ville blive en realitet.

At forlade formandsposten i sådan en kompleks tid var en smertefuld og pinende beslutning for Claudio Luti.

”I løbet af alle årene har jeg arbejdet hårdt for at opretholde udstillingen som en repræsentation af industrien på et internationalt plan, men omstændighederne for at forfølge min vision for sektorsolidaritet for det fælles bedste er der ikke længere. Jeg respekterer alles beslutninger, men jeg deler ikke ønsket om ikke at arbejde som team i sådan en delikat tid,” siger han og fortsætter:

”Jeg anerkender med sikkerhed de vanskeligheder, og også det ubekendte, som forhindrer os i at afklare alle usikkerhederne, der er kommet med det stadig truende pandemiscenarie. Men det, der betyder noget for mig, er den fælles vilje til at lykkes, som har fejlet,” forklarer den nu tidligere bestyrelsesformand.

Han understreger dog sin ubestridte respekt og kærlighed til Salone del Mobile, som han vil fortsætte med at støtte i fremtiden.

Claudio Luti trådte tilbage torsdag den 22. april 2021 forud for et bestyrelsesmøde, som han derfor ikke deltog i.

 

Foto: Claudio Luti, Kartell