Efter flere møder med regeringen tror den italienske designbegivenhed og -messe på, at den planlagte september-udgave i 2021 vil blive en realitet.
”Vi vil snart have vigtige nyheder vedrørende genoptagelsen af internationale messer.”
Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra den italienske designbegivenhed og -messe Salone del Mobile, der i år har rykket afholdelsen fra april til september grundet Covid-19.
Salone del Mobile har den seneste tid afholdt en række møder med den italienske regering for at få klarhed over, om de kan få grønt lys til at åbne dørene for udstillere og besøgende i september 2021.
Ifølge messen har regeringen udvist vilje til at give deres støtte til at genstarte Salone del Mobile i Milano.
”Salone del Mobile.Milano er et umådeligt aktiv for hele landet, og regeringen har bekræftet, at den er fuldt ud klar over dette. Vi håber derfor, at de forsikringer, der blev givet i går (onsdag den 14. april, red.), snart bliver konkrete handlinger. Vigtigst er det, at dette skal være en tankegang, der deles af de virksomheder, der skal bekræfte deres deltagelse på messen, som en nøgledriver til opsving i møbleringssektoren, den italienske økonomi og samfundet,” lyder det fra Claudio Luti, President for Salone del Mobile.Milano.
Den næste udgave af Salone del Mobile er planlagt til at blive afholdt fra den 5. til den 9. september 2021.
Foto: Salone del Mobile