Med sit strategiske fokus på at være en salgs- og designvirksomhed vælger nu tidligere direktør gennem 25 år, Henrik Holmris, at blive kreativ direktør. En ny mand indtager derfor direktørrollen.

Gennem det seneste års tid har kontraktmøbelvirksomheden Holmris B8 gennemgået en turn-around, hvor fokus er rettet væk fra at være en produktionsvirksomhed til nu at være en salgs- og designvirksomhed. Ændringen er foretaget for at stå stærkere i markedet, og nu opgraderer Holmris B8 yderligere både på drift og kundenære områder.

Fra den 1. februar 2021 rykker Henrik Holmris, direktør siden 1995, tættere på kunderne ved at indtage rollen som kreativ direktør. Den nye mand på posten som CEO bliver Flemming Windfeld, der senest kommer fra en lignende stilling hos System Frugt.

 

Tættere på kunderne og styrket drift

I rollen som kreativ direktør ønsker Henrik Holmris at komme tættere på kunderne, produktudviklingen og ikke mindst at cementere Holmris B8’s rolle som frontløber for den bæredygtige omstilling af møbelbranchen.

”Jeg glæder mig til at rykke tættere på samarbejdet med kunderne og blive en del af vores stærke team, der henholdsvis udvikler produkter og koncepter, som imødekommer vores kunders behov og sætter nye højder for bæredygtige løsninger i møbelbranchen. Vi har branchens mest omfattende og relevante udvalg af grønne initiativer og ydelser, som for eksempel begyndende CO2-målinger af møbler, donation af brugte møbler, miljømærkninger og skovplantning, som jeg ser frem til at bidrage endnu mere til,” udtaler Henrik Holmris.

Flemming Windfeld vil i direktørstolen drage nytte af sin store varemærkeforståelse og med sin driftsøkonomiske baggrund medvirke til udviklingen af Holmris B8.

”Jeg ser frem til at blive en del af at sikre Holmris B8’s fremtidige vækst og blive del af en virksomhed med en stærk kultur og nogle spændende produkter. Her i starten vil mit primære fokus være på at få maskinrummet i virksomheden til at køre endnu bedre,” siger Flemming Windfeld.

 

Corona ændrer efterspørgsel

Hos Holmris B8 har de ikke kun oplevet en ændring i organisationen og forretningsfokusset. Under Covid-19-pandemien har virksomheden – som mange andre i branchen – oplevet, at kunderne nu i højere grad efterspørger funktionelle arbejdszoner og bedre hjemmearbejdspladser.

Holmris B8 følger udviklingen for konstant at være den foretrukne sparringspartner. Der skal derfor sammen med kunden tænkes i nye løsninger og produkter, og netop her mener Henrik Holmris, at han kan bidrage på bedste vis.

”Lige nu er der fokus på hjemmearbejdspladser og på at finde den optimale løsning for såvel arbejdsgiver- som tager, og det er netop i sådanne tætte samarbejder omkring nye produkter og løsninger, jeg mener at kunne skabe størst værdi for Holmris B8,” udtaler han.

Foto: Holmris B8, fra venstre: Flemming Windfeld og Henrik Holmris