Den tidligere direktør i Kop & Kande, Peter Rønn, er fra den 1. august tiltrådt direktørstillingen hos en detailvirksomhed, hvor han kan trække på sin erfaring med at drive en frivillig kæde.

Efter 11 år i isenkramkæden Kop & Kande sagde Peter Rønn op som direktør i starten af 2020. Opsigelsen kom på baggrund af en underskrevet kontrakt hos Inbogulve amba, der står bag Garant-kæden og Erhvervsgulve.dk.

Med 32 års erfaring fra detailbranchen startede Peter Rønn som CEO for Inbogulve den 1. august 2020. Det oplyser Inbogulve i en pressemeddelelse.

Den nye direktør får som det første til opgave at skabe et fundament for tættere samarbejde mellem kædekontoret og kædens medlemmer samt at opbygge en ny og stærkere virksomhedskultur.

”Garant er en frivillig kæde bestående af selvstændige ildsjæle, der besidder et fantastisk købmandsskab. Det har jeg enorm stor respekt for. Derfor bliver en af min første og fornemmeste opgaver at komme ud og tale med mine mange nye kolleger, lære dem at kende og lytte til hvilke muligheder og udfordringer, de ser for Inbogulve og Garant,” siger Peter Rønn og fortsætter:

”Vigtigst for mig er opbygningen af samarbejde og tillidsfulde relationer. Både medlemmer imellem og med vores leverandører. Jeg tror, vi kan nå langt ved at skabe et stærkere netværk og samtidig opbygge et fælles fundament og en kultur hos Garant, hvor alle led samarbejder tættere mod fælles mål.”

Direktørstolen hos Inbogulve har stået tom det seneste år. Derfor er Peter Rønns tiltræden vigtig for at få defineret retningen for virksomheden.

”Vi har set meget frem til at få Peter Rønn ombord, og med hans kompetencer ved roret forventer jeg, at vi får sat skub på den udvikling, som har været på hold, mens vi har ledt efter den rette CEO,” lyder det fra Jan Engmark, formand for bestyrelsen i Inbogulve amba.

Peter Rønn er uddannet Akademiøkonom med speciale i detail fra Detailhandelsakademiet. Han har desuden taget uddannelsen Strategic Board Room fra den forretnings- og ledelsesorienterede uddannelsesinstitution Board Governance.