Som et led i koncernens vækststrategi om at fordoble forretningen opkøber Actona Group endnu en virksomhed på det europæiske polstermarked.
Acotona Group, som hører under Lars Larsen Group, har nu for anden gang på blot et halvt år været på opkøb i møbelpolstrerindustrien. Senest var det polsterfrabrikanten Theca med fabrikker i Litauen, og nu er det så virksomheden SITS i Polen. Actona Group er således et skridt nærmere ønsket om konsolidering af det europæiske B2B-marked for polstermøbler.
”Det er ingen hemmelighed, at vi har sat barren højt med vores finansielle målsætning om at fordoble vores forretning inden for en kort årrække. En central del af vores strategi er derfor målrettede opkøb, og SITS kan tilføre gruppen stærke kompetencer og nye vækstmuligheder, som komplementerer vores eksisterende forretning og fremtidige vækstplaner,” fortæller CEO for Actona Group, Jimmi Mortensen.
SITS er producent og leverandør af polstermøbler til det europæiske marked og har i dag omkring 2.000 medarbejdere.
”Med købet af SITS får vi styrket vores polster-division markant, ligesom vi får mulighed for at skabe en lang række synergier på tværs af gruppen i form af mere effektiv produktion, bedre sourcing af materialer, udvidede salgskanaler og øget kapacitet,” fortæller Jimmi Mortensen.
Handlen forventes godkendt af konkurrencemyndighederne i løbet af de kommende måneder, hvorefter den træder endegyldigt i kraft.