Selskabet Flexa, der er kendt for sine møbler i børnehøjde, flytter sit hovedkontor fra Hornsyld til Aarhus. Samtidigt åbner virksomheden nyt butikskoncept midt i Smilets By.

Børnemøbelvirksomheden Flexa flytter sit hovedkvarter fra Hornsyld til Aarhus. I alt 32 medarbejdere flytter med til Smilets By, hvor medarbejderne i afdelingerne IT, økonomi, salg, marketing og designudvikling samt ledelsen fremadrettet vil have sin daglige gang. Det skriver Stiften.dk.

Det er ikke tilfældigt, at valget af ny lokation for hovedkontoret er faldet på Aarhus. Virksomheden håber nemlig på den måde at kunne tiltrække flere nye medarbejdere.

”Vi er ved at flytte os til at blive mere og mere digitale. Onlinehandel, både gennem vores forhandlere og for os selv, vil komme til at fylde langt mere i årene fremover, og det kræver medarbejdere med andre kompetencer,” lyder det fra direktør i Flexa, Carsten Dan Madsen.

 

Butik indrettet som lejlighed

Det nye lejemål til hovedkontoret er beliggende i Bispegården på Fredensgade i Aarhus og er på i alt 1100 kvadratmeter. På første etage vil marketingafdelingen være at finde side om side med Flexa House, som er virksomhedens nye butikskoncept.

Den nye butik er indrettet som en lejlighed. Flexa vil med åbningen af den nye lejlighedsbutik vise designer-børnemøbler i øjenhøjde med forbrugerne.

”Der bliver tale om en ny form for shopping-oplevelse. Kunderne vil ikke opleve at træde ind i en butik, men derimod i en lejlighed med forskellige rum, hvor forskellige koncepter vil folde sig ud i en ’hjemlig setting’. Kunderne kan så at sige opleve møblerne i et naturligt miljø fremfor i et klassisk opbygget udstillingsmiljø,” skriver Stiften.

Flexa åbner op for sit nye butikskoncept til april 2020.