I en turbulent tid fylder designvirksomheden 20 år. I en ny podcast-serie med ni internationale kunstnere hylder Bolia kreativiteten og kigger optimistisk ind i de næste 20 år.
Midt i en tid med en verdensomspændende pandemi fylder designvirksomheden Bolia 20 år. Når tiden ikke er til at samles og fejre jubilæet, har Bolia måttet tænke i anderledes baner. Det er blevet til en podcast-serie, hvor ni internationale kunstnere udforsker fremtiden.
Bolia, der i løbet af to årtier er vokset fra en lille internetbaseret virksomhed til en global designvirksomhed, har navngivet podcast-serien The Next 20 Years. Fokus i serien er således udviklingen de næste 20 år inden for forskellige emner som design, gastronomi, sex og forbrugeradfærd.
”Vi tror på, at kreativitet udløser potentialer og skaber livsglæde. Derfor har vi skabt en helt særlig podcast-serie om fremtiden, hvor ni kendte og kreative kunstnere udforsker emner som seksualitet, gastronomi, adfærd, arbejdsliv, skønhed og kommer med deres tanker omkring, hvordan fremtiden og de næste 20 år ser ud,” fortæller Camilla Kallehauge, Head of PR ved Bolia, i en pressemeddelelse.
Til 365DESIGN forklarer Camilla Kallehauge yderligere om valget af netop en podcast-serie:
”Vi ville gerne fejre jubilæet på en lidt anderledes måde. Podcast-mediet er interessant i forhold til Bolias brand, fordi vi fokuserer meget på at arbejde med alle sanserne – også høresansen. Derudover ønskede vi at være formidler af historier, uden af det blev for kommercielt og ’brandet’. Vi ville gerne ’sætte historierne fri’.”
The Next 20 Years henvender sig bevidst ikke til nogen speciel målgruppe. Podcasten skal ses som en positiv og optimistisk formidling af fremtiden overfor både kunder, den kreative branche og medarbejderne internet hos Bolia.
”Projektet er virkelig sympatisk og er ikke hæftet op på specifikke KPI’er eller andet. Det er godt content, som vi bare gerne vil dele med verden,” afrunder Camilla Kallehauge.
Personer og emner i de ni podcast er:
- Stefan Sagmeister om Design & Beauty
- Aubrey de Grey om Age
- Louise Opprud om Consumer Technology
- Christian Groes om Relationship
- James Ludwig om The Future Workspace
- Thor Nørretranders om The Changing World
- David Zilber om Food
- Maja Malou Lyse om Sex
- Martin Lindstrøm om Consumer Behavior
De første fire episoder er allerede tilgængelige nu, mens resten lanceres løbende over det næste uger. De ni podcasts kan streames på alle platforme, hvor man normalt lytter til podcast.
Foto: Bolia