Møbelvirksomheden Tvilum er blevet solgt til en dansk investorgruppe. Salget medfører, at 504 medarbejdere på de to danske fabrikker beholder deres arbejde.

For knap to uger siden blev medarbejderne på Tvilums to danske fabrikker sendt hjem med meddelelsen om, at de var suspenderet. Der gik ikke længe inden det kom frem, at den danske møbelvirksomhed var under konkurs.

Konkursboet har i cirka en uge afsøgt markedet og forhandlet med flere interesserede købere til virksomheden. Efter forhandlingerne blev det fredag den 9. februar oplyst, at virksomheden er blevet overtaget af en dansk investorgruppe, som sikrer næsten alle arbejdspladserne i Danmark.

”Overdragelsen medfører, at 504 ud af 598 arbejdspladser på de to fabrikker bliver forvaret. Det er vi meget tilfredse med,” udtaler kurator Ulrik Holsted-Sandgreen til TV2 Østjylland.

Læs også: Dansk møbelvirksomhed fortsætter væksten

Den nye ejerkreds består af møbelvirksomheden Viking Trading ApS som hovedinvestor, samt PP Kristiansen Invest ApS og Torben Porsholdt, der fortsætter som administrerende direktør i selskabet.

”Jeg er meget lettet – især på medarbejdernes vegne. Jeg har fået sms’er fra bekymrede medarbejdere undervejs, og det har været vigtigt at få det her landet. Så det er en lettelse for firmaet og for lokalområdet,” udtaler Torben Porsholdt, administrerende direktør i Tvilum, til TV2 Østjylland.

Den nye ejerkreds ser et stort potentiale i Tvilum, men de er også klar over, at det kræver en stor indsats at forløse potentialet, udtaler hovedinvestoren i den nye ejerkreds, Birger Christensen, i en pressemeddelelse.

“Jeg har kendt Tvilum i mange år, og jeg har stor respekt for den stærke virksomhed, der er bygget op. Det har ikke været behageligt at følge de seneste års svigtende resultater i Tvilum, hverken for møbelbranchen eller for lokalsamfundet. Derfor var det naturligt for mig at gå aktivt ind og blive en del af Tvilums fremtid, da muligheden bød sig,” udtaler Birger Christensen.

Handelsprisen er, efter aftale mellem køber og sælger, ikke blevet oplyst.

Kilde: TV2 Østjylland