Overskudsmaterialer fra en af verdens største leverandører af sanitære produkter bliver nu omdannet til nye møbler. ”Vi er stolte over vores første samarbejde med en global, tysk virksomhed,” lyder det fra designvirksomhedens direktør.
Ringer navnet Grohe en klokke? Der er stor sandsynlighed for, at du har spottet navnet på skylleknappen til toilettet. For tyske Grohe er en af verdens største leverandører af sanitære produkter.
At sanitære produkter og møbeldesign kan gå hånd i hånd er ikke oplagt, men det laver den danske designvirksomhed Mater nu om på. Mater kan nemlig løfte sløret for deres nyeste samarbejde, som denne gang er indgået med Grohe.
Designvirksomheden arbejder benhårdt med cirkulær økonomi, hvor den primære forretningsmodel er bygget på at anvende industriaffald fra store virksomheder og upcycle det til nye møbler.
Samarbejdet med Grohe har i første omgang resulteret i to udgaver af Maters produkter – Mask og Earth Stool – som er designet af arkitekt Eva Harlou og udviklet i samarbejde med Danmarks Teknologiske Institut med hjælp fra Københavns Universitet. Sæderne på de to nye Mater x Grohe-stole udgøres af 50 procent rester af plast fra Grohes produktion blandet med 50 procent fiberbaserede restmaterialer fra BKI Kaffe.
Om samarbejdet forklarer Mette Nielsen, Leader Marketing hos Grohe Danmark:
”Der er ingen tvivl om, at cirkulær produktion er fremtiden, og i Grohe ønsker vi at tænke hele vores produktionsapparat mere ansvarligt. Derfor er vi altid på udkig efter partnerskaber med virksomheder, der deler vores værdier. Det er samarbejdet med Mater Design et godt eksempel på, hvor vi kan genbruge ressourcer fra vores produktion og give dem et helt nyt liv som designermøbler.”
Flere samarbejder med affaldsguld
Siden Henrik Marstrand stiftede Mater i 2006, har virksomheden arbejdet med cirkulær økonomi. Primært ved at omdanne overskudsmaterialer fra virksomheder.
Samarbejderne tæller BKI Kaffe, Novo Nordisk, Carlsberg og nu Grohe, og flere vil helt sikkert komme til i fremtiden. Henrik Marstrand og resten af Mater-teamet betragter nemlig virksomheders affald som det næste guld for møbelproduktion.
“Det er afgørende for Mater, at ethvert nyt produkt fra os ikke kun lever op til dansk designs ry som langtidsholdbar i kraft af design og kvalitet. Det er ganske enkelt ikke længere nok. Nye innovative teknologier gør det muligt for os at forvandle affald til designmøbler, og derfor vil man i fremtiden også se flere samarbejder, som dem vi allerede har etableret, senest med Grohe. Vi er stolte over vores første samarbejde med en global, tysk virksomhed,” lyder det fra Ketil Årdal, CEO hos Mater.