FDB Møbler tror på en bæredygtig fremtid og har sat et ambitiøst mål om, at hovedparten af deres produkter skal være certificeret med Svanemærket i 2025.
Det danske møbelbrand FDB Møbler har sat en ambition om, at de vil være Danmarks mest ansvarlige møbelvirksomhed.
For at nå det mål har virksomheden besluttet, at hovedparten af deres produktsortiment i 2025 skal være certificeret med Svanemærket.
”For os hænger bæredygtighed og godt design sammen – og vi ser det på mange måder som to sider af samme sag. Hvis møbler er lavet i et godt design og en god kvalitet, så holder de også længere, hvilket er noget af det allervigtigste i forhold til bæredygtighed,” udtaler adm. direktør hos FDB Møbler, Ole Kiel.
Ansvarlig profil med forretningsmæssige fordele
Møbelbrandet er ikke i tvivl om, at Svanemærket medfører en række konkurrencefordele i branchen.
”Vi ser Svanemærket som markedets mest ambitiøse miljøcertificering. Certificeringen giver os en række fordele, fordi det er nemmere for os at komme i dialog med nye forhandlere, når vi kan dokumentere, at vi har produkter med Svanemærket,” fortæller Ole Kiel.
Arbejdet med den nye miljømærkning kræver, at virksomheden nøje udvælger de rette samarbejdspartnere i form af fabrikker og leverandører, der kan producere og levere det, det kræver.
”Alt, vi tænker nu, er Svanemærket,” understreger direktøren og fortsætter:
”Vi gør meget ud af at markedsføre Svanemærket, fordi vi gerne vil fortælle, at vi opfører os ansvarligt. Vi oplever, at et stigende antal offentlige indkøbere og store virksomheder stiller krav om miljømærker som Svanemærket.”
Indsatsen bærer frugt
FDB Møbler oplevede i 2020 en positiv vækst i salget.
Hvor møbelbrandet trådte ind i året med en forventet stigning på 25 procent, kunne de ved årets udgang se tilbage på 2020 med en samlet vækst i omsætningen på hele 50 procent.
Selv om virksomheden endnu ikke oplever samme store efterspørgsel fra slutforbrugerne, tror de på, at de nye generationer kommer til at sætte mere pris på bæredygtighed.
FDB Møbler har haft svanemærkede møbler i sit sortiment siden 2019.
Møbelvirksomheden omsatte i 2020 for omtrent 150 mio. kroner.
Foto: FDB Møbler