Det er netop blevet afgjort, at keramiker Anne Black skal have en markant erstatning fra Salling Group og Ronald A/S, efter sagen fik sin afgørelse ved Højesteret. Hun får opbakning fra flere store brancheaktører, der blandt andet kalder afgørelsen for “en sejr for dansk design”.

Højesteret har den 22. marts afsagt dom i en sag om efterligninger af design fra Anne Black. Dommen stadfæster Landsrettens afgørelse om, at tre design fra Anne Black var beskyttet efter ophavsretsloven. Dog er erstatningen, som højesteretsdommen tilkender Anne Black, væsentligt større end Landsrettens oprindelige dom.

Hos Dansk Industri er man begejstrede for dommens udfald.

“Dommen er en sejr for danske designere og innovative virksomheder. Selvom selve beskyttelsen var en stadfæstelse af Landsrettens afgørelse, tilkendte Højesteret Anne Black en markant højere erstatning for hendes produkter, end Landsretten gjorde, og det vil have en afskrækkende virkning, som forhåbentlig gør, at vi kan undgå den slags sager fremover. Det er en stor sejr for dansk erhvervsliv. Danske virksomheder store som små skal have mulighed for at konkurrere på det nationale og internationale marked uden, at de undervejs bliver kopieret. Originalitet, innovation og kreativitet skaber nemlig arbejdspladser, velstand og velfærd i Danmark, og det har Højesteret været med til at sikre i dag,” siger Kim Haggren, vicedirektør i Dansk Industri, i en kommentar til sagen.

Støtte fra branchen

Hos Danmarks største medlemsorganisation for dansk design, Design Denmark, er der også stor begejstring for sagens udfald. Her skriver de, i en kommentar på LinkedIn, at:

“Det er et sviende nederlag for Netto, fordi Højesteret oven i købet fastslår, at karakteren og grovheden af deres overtrædelser er af en sådan art, at Højesteret nedjusterer bevisbyrden for tabet. Hvorvidt dette vil afskrække seriekopister som Netto i fremtiden vil vise sig. Selvom det er et væsentligt skridt i den rigtige retning, skal kampen fortsætte for højere erstatning for krænkelser af ophavsrettigheder. I Anne Blacks tilfælde er der dokumenteret en omsætningsnedgang i Anne Black på i alt 30 mio. kroner. Kombineret med syv års kamp og en million kroner i erstatning er et lille plaster på såret.”

Foto: Anne Black