40 procent af salget er tabt siden midten af marts hos Holmris B8, som nu må tage konsekvensen og opsige medarbejdere på fabrikken i Bjerringbro.  

Coronakrisen har haft stor indvirkning for virksomheder i design-, møbel- og interiørbranchen. En af branchens store aktører inden for kontraktsalg Holmris B8 måtte i marts fyre 60 medarbejdere, det årlige brancheevent Trends & Traditions blev aflyst, og nu er virksomheden nødsaget til at uddele flere fyresedler.

Snart bliver mellem 65 og 70 ud af 125 medarbejdere på virksomhedens fabrik i Bjerringbro opsagt. Al produktion ophører derfor på Bjerringbro-fabrikken, som Holmris blev en del af i forbindelse med fusionen med Duba B8 tilbage i april 2018.

”Vores produktion af kontormøbler er meget konjunkturfølsom, og derfor rammer coronakrisen os hårdt. Vi har siden midten af marts tabt 40 procent af salget. Desuden har vi hidtil produceret en del reolskabe til kontoer, men da der ikke er efterspørgsel på den slags mere, da alt ligger digitalt, så ville denne del alligevel skulle lukke senere,” udtaler den adm. direktør, Henrik Holmris, til Viborg Folkeblad.

Bjerringbro-fabrikken står for produktion af bordplader, og en del af denne produktion flyttes til den 6000 kvadratmeter store fabrik i Silkeborg. Resten af produktionen outsources til samarbejdspartnere i både Danmark og udlandet. Holmris B8’s produktion i Vemmelev, hvor der produceres stole og polstermøbler, forbliver uændret.
Foto: Holmris B8