Den danske designvirksomhed har indgået partnerskab med en af verdens førende møbelproducenter. Målet er at få en fod indenfor på det indiske marked for salg af kontormøbler.

Hos Normann Copenhagen ser de et stort potentiale på det indiske marked. Derfor har den danske designvirksomhed nu indgået partnerskab med den indiske afdeling hos en af verdens førende producenter af kontormøbler, HNI.

HNI India bliver derfor eksklusiv distributør af Normann Copenhagens produkter i hele Indien. Det oplyser Normann Copenhagen i en pressemeddelelse.

”HNI Indias indgående kendskab til trends inden for det indiske marked for design af arbejdspladser, vores solide infrastruktur i landet samt fokus på kunderettede løsninger er et unikt komplement til Normann Copenhagens designforståelse. Vi mener derfor, at dette partnerskab vil kunne udvide vores produktportefølje med en stærk kollektion af hjemlige designløsninger til arbejdspladser og dermed skabe flere muligheder for vores kunder,” udtaler Karan Sachdev, adm. direktør i HNI India.

Hos Normann Copenhagen, der sælger sine produkter i mere end 80 lande, har Indien som verdens fjerdestørste økonomi stort potentiale for ekspansion. Særligt vil det nye partnerskab styrke designvirksomheden på kontraktmarkedet, der i dag udgør halvdelen af virksomhedens omsætning.

”Som et dansk designbrand er vi i stand til at bringe vores tradition for hjemmekomfort ind i offentlige rum og kontorer. Vi gør forskellen ved at omdanne konventionelle arbejdsrum til et andet hjem, hvor folk har lyst til at tilbringe deres tid, og som fremmer deres kreativitet. HNI er specialist i kontraktsalg til kontoret, mens vi er specialister inden for de løse møbelområder. Sammen kan vi tilbyde en mere komplet pakke med bare én leverandør til hele kontormiljøet. Vi tilbyder løsninger til fremtidens kontor,” forklarer Poul Madsen, CEO, Normann Copenhagen.

HNI har hovedkvarter i Iowa i USA. Den indiske afdeling har otte showrooms fordelt over hele Indien.

Foto: Normann Copenhagen