I næste måned overtager Mads Ring Damgaard rollen som adm. direktør for Stelton. Det sker, da Michael Ring, har valgt at træde tilbage efter 20 år i spidsen for designvirksomheden.

Den 8. marts 2024 finder et markant ledelsesskifte sted hos den danske designvirksomheden Stelton A/S, når Mads Ring Damgaard tiltræder som administrerende direktør. Han overtager dermed ansvaret for at lede selskabets aktiviteter, efter at Michael Ring har valgt at overlade styrepinden til den næste generation.

“At stå ved roret af Stelton er et ønske, der nu går i opfyldelse,“ fortæller Mads Ring Damgaard og fortsætter:

“Det er også med en vis ærefrygt, da selskabet under Michaels 20-årige ledelse har haft et positivt resultat hvert år. Vi har lavet en plan for at løfte selskabet til et nyt niveau, og nu er det ’bare’ at implementere. Jeg glæder mig utroligt meget til den rejse,“ lyder det fra Mads Ring Damgaard.

Det forventes, at Michael Ring i stedet indtræder i bestyrelsen som nyvalgt bestyrelsesformand – en beslutning, der forventes at blive bekræftet under dagens generalforsamling den 8. marts.

“Mads og ledelsesteamet er klar til at tage over, og det er den centrale grund til, at skiftet sker nu. Jeg oplever, at mange i tilsvarende roller bliver siddende for længe, og derfor har dette skifte været nøje planlagt,“ siger Michael Ring og tilføjer:

“Nu er det mit mål, som bestyrelsesformand, at give plads til Mads og støtte ham i at videreudvikle selskabet.“

Familien Ring har siden 8. marts 2004 været hovedaktionær i Stelton A/S med Michael Ring som administrerende direktør. Efterfølgende er mindretalsaktionærer løbende blevet købt ud, og Stelton A/S kontrolleres i dag 100 procent af familien.

Allerede i 2016 blev et planlagt generationsskifte sat i værk, da Mads Ring Damgaard, svigersøn til Michael Ring, gennemførte en fuldtids MBA-uddannelse fra Lausanne i Schweiz – den samme uddannelse, som Michael Ring i øvrigt tog i 1991. Ved udgangen af 2017 trådte Mads Ring Damgaard ind i Steltons ledelse som international salgsdirektør.