For en midtjysk interiørvirksomhed er tiden kommet til at smide håndklædet i ringen. Virksomheden er begæret konkurs den 7. december 2018.
365DESIGN erfarer tirsdag den 10. december 2018, at den midtjyske designvirksomhed Bovictus, som står bag de to brands Villa Collection Denmark og KJ Collection, er gået konkurs. Konkursen blev begæret den 7. december 2018. Det fremgår af et dekret fra Statstidende.
Tilbage i 1992 startede indehaver Kim Krull Jørgensen virksomheden Bovictus med en ambition om at skabe en engrosvirksomhed, som tiltalte midtersegmentet i gave- og brugskunstmarkedet. Op til konkursen havde 40 medarbejdere sin daglige gang på kontoret i Løgstrup, Viborg.
Det seneste regnskab fra Bovictus A/S viste ellers positive takter uden umiddelbare tegn på konkurs. Bundlinjen steg i 2017 med 61 procent og endte på 1,2 mio. kroner mod 750 t. kroner i 2016 og 521 t. kroner i 2015.
Efter flere år med arbejdet om at revitalisere Zone Denmark solgte Bovictus i år brandet til F&H, som overtog alle aktiviteterne den 1. august 2018. I den forbindelse fortalte Bovictus, at virksomheden nu ville fokusere mere på at videreudvikle sine to tilbageværende brands.
365DESIGN har forsøgt at få en kommentar fra Bovictus, men uden held. Redaktionen følger op, hvis der kommer nyt i sagen.