I samarbejde med designstudiet All The Way To Paris har plakatvirksomheden Paper Collective skabt det nye brand Mado, som kuraterer lærerende og kærlige designprodukter til børn.
Siden lanceringen i 2013 har den københavnske virksomhed Paper Collective håndplukket lokale og internationale kunstnere til at skabe moderne plakatdesign. Nu bevæger virksomheden sig i en ny retning ved, i samarbejde med designstudiet All The Way To Paris, at lancere børnebrandet Mado. Paper Collective beskriver Mado som en kollektion af lærerende, kærlige og velfremstillede produkter baseret på ikonisk grafik og poetiske illustrationer.
Direktør hos Paper Collective, Morten Kaaber, forklarer til 365DESIGN, at de hos Paper Collective i flere år har gået med ideen om at lave et designbrand til børn. Arbejdet om at skabe Mado har stået på i et års tid, og nu glæder han og resten af teamet bag Mado sig til at få det nye brand ud over rampen, når det officielt lanceres ved CIFF Kids messen i Forum i København den 8.-10. august.
”Mado er selvstændigt designbrand til børn. Det betyder, at det drives af det samme team, som står bag Paper Collective, men at det er et separat brand, som får eget website, eget katalog, egne profiler på sociale medier og så videre,” forklarer Morten Kaaber og fortsætter:
”Mado skal have samme niveau som et designbrand til voksne. Det skal have respekt for det gode design, som også tiltaler forældrene. Vores tilsigtede målgruppe er derfor de forældre, som går op i indretning af børneværelset.”
Et børneunivers der favner bredt
Den første kollektion fra Mado vil bestå af dét, som Paper Collective er bedst til: papirvarer. Kollektionen vil derfor tælle alt fra plakater og kort til tegnehæfter og spil. På længere sigt vil Mados univers dog blive udvidet, og i første kollektion finder man også allerede nu tekstiler i form af gymnastikposer og shoppingposer.
”Tanken er, at Mados kollektioner i fremtiden skal favne mange typer at produkter til børn – og det kan gå i flere retninger både inden for interiør og mode,” fortæller Morten Kaaber og tilføjer, at Mado arbejder med fire produktkategorier, Love, Play, Dare og Live, hvorunder der kan udvikles mange typer af produkter.
Navnet ’Mado’ er valgt af en helt speciel grund. Mado er japansk for vindue, og tanken med brandet er, at produkterne skal fungere som et vindue til verden for børn – et vindue som giver indsigt og kan udfordre børnenes kreativitet. Og her kan mange typer af produkter komme i spil, mener Morten Kaaber. Mado vil derfor blive et helt univers, som både forældre og børn kan gå på opdagelse i.
All The Way To Paris haft ansvaret for den kreative udvikling af Mados univers, og designstudiet skal være med til at udvælge de næste designere, der skal sættes sit præg på Mado. Universet skal nemlig løbende udvikles med nye kollektioner, der skal skabes i designsamarbejder.
”Vi vil gerne samarbejde med forskellige designere om at lave kollektioner, hvor Mados og designernes profiler bliver fortolket,” siger Morten Kaaber, som forventer, at Mado både skal sælges hos eksisterende kunder og hos helt nye kunder, der repræsenterer en høj designprofil.