”Vores mål er at give vores kunder en oplevelse i absolut verdensklasse,” udtaler CEO Lars Lyse Hansen, om Bolias nye flagship store, der åbner i hjertet af Paris.

Fredag den 8. juni åbner den danske designkæde Bolia sin første flagship store i Frankrig. Den nye designbutik er placeret i hjertet af den franske hovedstad Paris, og består af 3 etager, der er kreativt indrettet med referencer til blandt andet den nordiske natur.

Kunderne i Paris bliver de første, der får et glimt af den nye designkollektion fra Bolia, som først bliver vist frem til de øvrige lande til august.

”Vi elsker at udforske kreativiteten – både i vores eksklusive designkollektioner, men også i måden at tænke butikker og global nethandel på. Vores kommende butik i Paris er et smukt eksempel på den rejse, vi er på som designvirksomhed,” udtaler CEO for Bolia.com, Lars Lyse Hansen i en pressemeddelelse og fortsætter:

”Vores mål er at give vores kunder en oplevelse i absolut verdensklasse og give verden vores bud på, hvad dansk design og kreativitet står for.”

Bolia har haft endnu et travlt år med international vækst, som ser ud til at fortsætte. Til efteråret åbner møbelvirksomheden således flere designbutikker i blandt andet Paris, Bruxelles og Nice.