Efter et rekordår i 2017 er et af Danmarks største designhuse igen på opkøbsjagt. Familievirksomheden bag blandt andre Kay Bojesen, Bjørn Wiinblad og Holmegaard føjer Kähler til porteføljen for et trecifret millionbeløb.

Nu overtager et af Danmarks største designhuse, Rosendahl Design Group, ejerskabet af Kähler. De nye ejere har store ambitioner for det klassiske keramikbrand.

“Når man som os drives af at genopdage og udvikle dansk design, så gør det os meget stolte, at vi nu kan føje Kähler til familien – og at vi dermed også kan holde det ikoniske brand på danske hænder. Kähler har en historie og et DNA, som passer perfekt i vores portefølje, og vi glæder os til at kunne videreudvikle både de historiske og de nye produkter,” udtaler CEO for Rosendahl Design Group, Henrik Rosendahl, og fortsætter:

“Kähler har vist sit potentiale – de nuværende ejere har gjort et fantastisk stykke arbejde med relanceringen af brandet gennem de sidste 10 år, og vi ved at der er endnu mere at hente, når vi får integreret Kähler i vores forretning.”

De rigtige ejere til at løfte Kähler videre
I 2008 blev Kähler overtaget af den aarhusianske arkitekt Frantz Longhi. Året markerede på mange måder en genfødsel for det ikoniske brand, som siden da har vokset sig til en millionforretning med forhandlere over hele verden.

“Da jeg købte Kähler for præcis 10 år siden, var det med en ambition om at redde en dansk kulturarv og sikre værdierne til fremtidige generationer. Den mission er nu lykkedes. Det har været lidt af et eventyr for mig at arbejde med Kähler og kulturarven på mange nye måder, så brandet i dag står stærkere i bevidstheden hos kunderne end nogensinde før, i hele Skandinavien. Der er stadig et stort uforløst potentiale internationalt, og her tror vi, at Rosendahl Design Group A/S vil have størrelsen og salgskanalerne til at forløse dette potentiale for Kähler samt fortsat at varetage den vigtige kulturarv,” udtaler Frantz Longhi.

Store forventninger til Kählers udvikling
Med opkøbet af Kähler føjer Rosendahl Design Group A/S det niende brand til familien, som også tæller blandt andre Bjørn Wiinblad, Kay Bojesen og Holmegaard. I 2017 kunne selskabet præsentere omsætningsrekord på tværs af brandporteføljen. Og skal den gode udvikling fortsætte, kræver det målrettet fokus på at tilpasse sig en hastigt forandrende og konsoliderende branche.

“Overtagelsen af Kähler gør os samlet set stærkere og større, hvilket er en fordel for hele vores hus. Det er nødvendigt, at vi konsoliderer os, hvis vi skal blive ved med at få dansk design ud at leve i fremtiden. Det handler dels om at have en volumen, der kan modsvare vores kunders behov, og dels om at vi udnytter synergierne i vores hus. Med Kähler kender vi produktionsmetoderne, salgskanalerne og kan integrere store dele af forretningen direkte i vores supply chain,” afslutter Henrik Rosendahl.

Rosendahl Design Group overtager hele ejerandelen i Kähler Design A/S, alle aktiviteter i selskabet og et antal medarbejdere. Kähler-restauranter og flagship stores i Aarhus og Oslo samt det historiske værksted på Kählersbakken i Næstved fastholdes i Dansk Management Group, som er ejet 100 procent af Frantz Longhi.


Pressemeddelelse fra Rosendahl Design Group.