Manden bag Kähler, Frantz Longhi, lancerer nyt designbrand med udgangspunkt i sin passion for designklassikere. Salget skal foregå online direkte til kunderne.  

Designer og Kählerejer Frantz Longhi lancerer til foråret 2018 et nyt designbrand, der tager udgangspunkt i nordens materialeforståelse og håndværkstradition.

Det nye brand kommer til at bære navnet Warm Nordic, og skal, ifølge Frantz Longhi, gøre op med tanken om, at nordisk design er koldt.

“Helt grundlæggende er Warm Nordic forankret i Nordens designhistorie, der i modsætning til hvad mange tror ikke er ‘Cool’, men faktisk meget varm. Warm Nordic er et modsvar til flere års fortolkning af nerven i det nordiske design, som egentlig ikke er et koldt design. Nok er der koldt udenfor – til tider. Men indenfor har vi varmen og hyggen. En dansk hygge der er så enestående, at den er blevet kendt over hele verden,” fortæller Franz Longhi i en pressemeddelelse.

Klare referencer til skandinavisk designarv
Frantz Longhi er selv en passioneret samler af skandinavisk design, og har gennem årene opbygget en stor samling af møbler fra flere forskellige designere, som blandt andet er blevet brugt i indretningen af Kählerrestauranterne.

Med det nye brand vil Frantz Longhi nu give flere mennesker muligheden for at få fingrene i møbler og interiør, som har klare referencer til den skandinaviske designarv.

Læs også: Kähler-ejer er ny direktør for dansk møbelkæde

“Når nu andre bemærkede skønheden og kvaliteten, kunne jeg ikke bære tanken om, at ikoniske stole af Hans Olsen og Knud Færch eller lamper af Svend Aage Holm-Sørensen kun skulle leve deres liv på internationale auktioner. Nu er de og en lang række andre klassikere vakt til live af Warm Nordic sammen med nyt smukt design. De kan igen bredes ud til et dansk og internationalt publikum af designelskere, som de internationale auktioner ikke altid har kunnet tilfredsstille,” siger Frantz Longhi i pressemeddelelsen.

Warm Nordics kollektion kommer til at bestå af mere end 100 møbler, lamper og accessories. Hele kollektionen bliver præsenteret den 22. marts 2018, men allerede nu er de første billeder ude.

Se dem her: