Den danske designvirksomhed gør det muligt at leje Skageraks udendørsprodukter gennem abonnementsmodellen ’Skagerak Rent’.
Den danske familievirksomhed Skagerak, der i efteråret lancerede en havemøbelserie med arkitektfirmaet Bjarke Ingels Group, gør det nu gennem abonnementsmodellen Skagerak Rent muligt at leje virksomhedens produkter. Det oplyser Skagerak i en pressemeddelelse.
Gennem den nye service kan virksomhedens kunder leje Skagerak udendørsmøbler, nye som gamle modeller, og skal hverken stå for opbevaring eller vedligehold, der i stedet varetages af Skagerak. Efter endt lejeperiode afhentes møblerne og istandsættes af virksomheden, før de atter sendes i, hvad Skagerak kalder, en bæredygtig cyklus.
”Hos Skagerak sætter vi barren højt for at udvikle produkter, der er skabt med håndværksmæssig omhu, hensyntagen til miljøet og en varm og vedkommende æstetik. Det er også bæredygtighed for os. At tingene lever og overlever i det lange perspektiv. At de patinerer og akkumulerer historier. For i vores verden er gode historier og relationer det vigtigste, og vi bestræber os på at designe produkter, der er nemme at skabe dem med,” udtaler adm. direktør og ejer af Skagerak, Jesper Panduro.
For et fast betalt månedligt beløb muliggør et abonnement at leje møbler fra Drachmann, Selandia, Riviera, Virkelyst eller Between Lines-kollektionerne sammen med parasoller og hynder. Ordningen skal, foruden at give muligheden for at leje frem for at eje, give kunderne mulighed for at teste forskellige stilarter i haven, lyder det fra Skagerak.
Skagerak Rent lanceres den 24. marts 2020 og er virksomhedens seneste bæredygtige tiltag.