Det er knapt et år siden, Fritz Hansen opkøbte Skagerak, der har kørt videre under samme brandnavn, men nu får de et nyt.

Det lader til, at man er gået efter genkendelighed frem for nytænkning, da Fritz Hansens og Skagerak skulle finde frem til et nyt navn til Skageraks produktssortiment fremadrettet, for de veldesignede træmøbler kommer nu til at optræde under det nye ‘Skagerak by Fritz Hansen’-varemærke.

“Skagerak og Fritz Hansen passer naturligt. Begge er forankrede i nordiske designtraditioner, hvor ansvarlig fremstilling er synonym med møbler og indretning af højeste kvalitet,” siger Josef Kaiser, administrerende direktør for Fritz Hansen og Skagerak i en pressemeddelelse.

I løbet af 2023 flytter Skagerak fra deres lokaler i København til Fritz Hansens hovedkvarter i Allerød, nord for Hovedstaden.

Det var egentlig slet ikke meningen, at Skagerak skulle sælges, men da Fritz Hansen-huset henvendte sig, gik der blot 3 måneder fra ide til handling, før matchet var helt perfekt.

Foto: Skagerak by Fritz Hansen