Multibrandvirksomheden kan nu løfte sløret for et nyt brand i familien: byNord. Lanceringen kommer ovenpå et år, hvor Society of Lifestyle har måttet tænke nyt og være proaktive.
“Luksuriøs komfort.”
Sådan beskriver multibrandvirksomheden Society of Lifestyle sit spritnye brand byNord. Brandet, der bliver en del af virksomhedens portefølje med brands som House Doctor og Meraki, vil fokusere på sengetøj og interiør til soveværelset.
Ønsket med byNord er at skabe et helstøbt univers, hvor kernen i kollektionen er sengetøj, der komplimenteres at interiør og accessories til soveværelset.
Tilføjelsen af det nye brand kommer ovenpå et år, hvor den Ikastbaserede virksomhed har været nødsaget til at tænke i nye baner, og hvor medarbejderne i højere grad har skullet være proaktive for at komme igennem udfordringerne forårsaget af Covid-19.
Det har vist sig at give pote. Virksomheden forklarer, at de nu står stærkere end nogensinde – en udvikling, som 2020-regnskabet også vidner om med markant vækst på både top- og bundlinje.
”Det har været et år, hvor alle vores ansatte i høj grad har vist, at de er omstillingsparate og innovative. Et år, hvor virksomheden hver måned har leveret meget positive resultater, hvilket har været over al forventning. Samtidig med ovenstående har vi kunnet fordybe os i at lancere et nyt brand og fuldende vores univers med byNord. Vi tror på, at vi med disse design, materialer som økologisk bomuld, unikt emballagekoncept og en høj thread count rammer ind i noget helt rigtigt. Og det til fornuftige priser, når man ser på den høje kvalitet,” udtaler Martin Skov Hansen, direktør for Society of Lifestyle.
ByNord bliver lanceret i butikkerne fra august 2021, hvor forbrugerne kan glæde sig til at shoppe sengetøj, plaider, sengetæpper, dekorativt interiør og sengegavle.
Foto: Society of Lifestyle, byNord