Den danske designvirksomhed har indgået et samarbejde med den finske virksomhed Moomin og lancerer nu den første, fælles kollektion.
Moomin har over de seneste år fået Mumitroldene tilbage i danskernes liv gennem design på blandt andet topper, tallerkner og sengetøj.
Nu har den danske designvirksomhed Stelton for første gang lanceret et samarbejde med den finske virksomhed. Det offentliggør Stelton i en pressemeddelelse.
”Vi er meget begejstrede for dette samarbejde, især fordi Mumitroldene appellerer til både voksne og børn,” siger Michael Ring, der er adm. direktør hos Stelton, og fortsætter:
”Med udgivelsen af nye bøger og tegnefilm tror vi på, at interessen for Mumitroldene kun vil vokse i de kommende år, og vi er glade for at være med på rejsen.”
Den første kollektion indeholder en to-go kop og en genanvendelig drikkeflaske i Steltons velkendte, klassiske design.
Der er desuden også lavet en kollektionen med serien RIG-TIG fra Stelton, der har fokus på cirkulær økonomi.
Stelton udstiller på Formland til august, hvor det også vil være muligt at se endnu flere nyheder fra det nye samarbejde.
“Vi glæder os til at præsentere vores nye kollektioner med motiver fra Mumitroldenes verden. Der vil komme flere Stelton x Moomin og RIG-TIG x Moomin nyheder med på messen,” lyder det fra Mette Stangsted Larsen, der er Marketing Director hos Stelton.
Foto: Stelton x Moomin