I denne uges korte nyheder kan du læse om Mater, der melder sig ind i FSC, om Leanders nye vækststrategi og om Ikea-koncernens medvind på flere parametre.
Hver fredag samler 365DESIGN op på ugens korte nyheder og giver et overblik over, hvad der rører på sig i designverdenen.
Mater melder sig ind i FSC
Den danske designvirksomhed Mater øger sit fokus på bæredygtighed og er netop nu i gang med at blive FSC-certificeret. Som FSC-mærket-virksomhed sikres ansvarlig skovhugst samt forbedrede levevilkår for lokalbefolkningen i skove hele verden over. Mater ønsker at inspirere og engagerer sine forbrugere til at tage ansvar og tænke på miljøet, og fremover vil alt det, virksomheden designer og producerer, ske ud fra en bæredygtig filosofi.
Læs også: FSC Design Award får nye partnere om bord
”Mater ses som en af de globale pionerer inden for design og bæredygtighed. Vi søger konstant at udvikle os, også inden for ansvarlig træproduktion, herunder anvendelsen af resttræ. Derfor er en fuld certificering det næste logiske træk for os,” siger CEO og stifter af Mater, Henrik Marstrand, i en pressemeddelelse.
Designvirksomheden blev etableret i 2006 og leverer high-end møbler og belysning til kommercielt såvel som privat brug. Mater arbejder på at implementere bæredygtige forretningsprincipper for hele produktionskæden og kræver, at deres produktionspartnere er korrekt certificeret.

Leander sigter efter 20 procent årlig vækst med ny strategi
Den danske møbelproducent Leander har medvind i sejlene. Sidste regnskabsår viste en fordobling af bundlinjen, og især efterspørgsel på designmøbler til børn er stigende. Derfor vil virksomheden nå ud til endnu flere børnefamilier verden over med en ny vækststrategi.
”Leander er på en rigtig spændende rejse. Vi oplever tocifrede vækstrater og en stigende interesse for vores produkter. Dén kurs vil vi gerne fortsætte, og vi skruer derfor op for investeringerne,” fortæller CEO hos Leander, Tommy Refshøj, i en pressemeddelelse.
Den nye vækststrategi byder blandt andet på udvikling af nye innovative møbler, der har barnets behov i fokus. Derudover har de positive resultater gjort det muligt at skrue op for investeringer i nye markeder, forretningssystemer og en styrket organisation. Som et led i Leanders vækstplaner, træder trendforsker Louise Byg Kongsholm ind som nyt bestyrelsesmedlem.
Tommy Refshøj forklarer, at Leander med den nye strategi sigter efter en omsætning på 100 mio. kroner inden for en kort årrække og forventer at kunne vækste med 20 procent om året.

Ikea-ejere vækster både på salgstal, butikker og besøgende
Det går godt for Ikea-koncernen. Det nyligt offentliggjorte regnskabstal fra Ikea Ingka Group viser en vækst på 4,7 procent, som skaber tilfredshed hos ledelsen. Salgstallet lander på knap 260 mia. kroner, og det er ikke kun salgstallene, der stiger hos Ikea.
Koncernen har åbnet tolv nye Ikea-varehuse, og i løbet af året har 838 mio. kunder lagt vejen forbi de 367 varehuse, hvilket giver en stigning på tre procent sammenlignet med sidste år. Samtidig steg besøgstallet på Ikea.com med 10 procent svarende til 2,35 mia. besøgende i alt.
“Vi har udviklet vores forretning, så vi i højere grad er tilgængelig for de mange mennesker. Det gør vi ved at investere i nye muligheder og bygge videre på vores etablerede forretning, hvor vi blandt har styrket vores multichannel tilgang i varehusene,” siger Jesper Brodin, adm. direktør for Ikea Ingka Group, i en pressemeddelelse.
Kæden har i år også lanceret et nyt tiltag med konceptet ’Klik og hent’, der gør det muligt for kunderne at købe produkter online med afhentning i det lokale Ikea-varehus. Servicen er nu tilgængelig på flere markeder blandt andet i Danmark.
Inter Ikea Systems, der ejer Ikea-konceptet, annoncerede det samlede detailsalg til at være på 38,8 mia. euro på tværs af alle elleve franchisetagere.
