Til april drager 17 af Danmarks bedste kunsthåndværkere og designere til Milano, hvor de fremviser spritnye værker på Statens Kunstfonds Mindcraft-udstilling.  

Når mere end 300.000 designinteresserede fra hele verden hvert år drager til designugen i Milano, har de siden 2008 kunne opleve danske kunsthåndværkere og designere under Mindcraft-udstillingen. Og i år bliver ingen undtagelse, når Mindcraft18 løber af stablen fra den 17. til den 22. april.

Mindcraft er Statens Kunstfonds internationale satsning på designområdet, som i år vil blive kurateret af møbeldesigner Ditte Hammerstrøm, der har udvalgt 17 af Danmarks bedste kunsthåndværkere og designere til at præsentere helt nye værker for det internationale publikum.

“Den danske scene for design og kunsthåndværk står stærkt i øjeblikket. Jeg har udvalgt deltagere, som hver især er blandt de bedste på deres felt og som kan arbejde stedsspecifikt i forhold til udstillingsstedet,” siger Ditte Hammerstrøm i en pressemeddelelse.

Læs også: Kurator for Mindcraft18 udpeget

Deltagerne er en blanding af både nye og etablerede talenter, som repræsenterer forskellige fagområder og som favner både keramik, glas, smykker, tekstil og møbeldesign.

De 17 deltagere er: Anja Vang Kragh, Pettersen & Hein (Lea Hein, Magnus Pettersen), Petra Dalström, Kevin Hviid, Kasper Kjeldgaard, Maria Koshenkova, Louise Campbell, Katrine Borup, Iben Høj, Isabel Berglund, Carl Emil Jacobsen, Gitte Jungersen, Cecilie Bendixen, Rasmus Fenhann, Wednesday Architecture (Sofie Trier Mørk, Lise Bjerre Schmidt).

Flere tidligere deltagere, der har fremvist deres værker på Mindcraft, er efterfølgende blevet opdaget af producenter og har fået deres værk sat i produktion hos for eksempel den italienske designer Nemo Cassina og danske producenter som Fredericia Furniture, Hay, Muuto, Menu, Skagerak og Gubi.