Efter en tid med aflysninger og ændring af tidspunkt, flytter messen tilbage til den oprindelige tid på året.
Tilbage i januar valgte Stockholm Furniture & Light Fair at flytte tidspunktet for den årlige messe frem til efteråret. Men de har nu besluttet at flytte messen tilbage til februar og aflyser dermed den udsatte messe i september. Det oplyser messearrangøren Stockholmmässan i en pressemeddelelse.
”Vi ønsker at forene designbranchen og fokusere på et stærkt comeback efter to års fravær,” siger Hanna Nova Beatrice, Project Area Manager for Stockholm Furniture & Light Fair og Stockholm Design Week.
Tidspunktet for messen har for mange været en etableret dato og en markør for starten på designåret. Men i løbet af de sidste to år har pandemien tvunget mange af de internationale designshows til at udsætte eller aflyse deres arrangementer.
“Efter diskussioner med branchen besluttede vi at tilbyde vores udstillere og internationale besøgende en ny mulighed og flyttede begivenheden til september. Set i bakspejlet har vi indset, at denne beslutning har splittet industrien. Mange udstillere og besøgende vælger mellem september i år og den kommende messe i februar,” siger Chicie Lindgren, Business Area Manager hos Stockholm Design Events.
Beslutningen er truffet i tæt dialog med TMF, det svenske forbund for træ- og møbelindustri, som er førende repræsentanter for branchen. Cecilia Ask Engström, direktør for Industriel Udvikling i TMF udtaler:
”Vi har talt med vores medlemmer, og størstedelen af dem synes, at vi skal fokusere på februar, som er en etableret dato internationalt. Efter to år med aflyste messer er det vigtigere end nogensinde før, at branchen holder sammen, og messen får en stærk genstart. Det er det, industrien ønsker.”
Stockholm Design Week forløber som planlagt den 5.-11. september, bare uden Stockholm Furniture & Light Fair.
Foto: Gustav Kaiser