Ved dette års udgave af 3 Days of Design kan man endnu en gang opleve udstillingskonceptet Framing – nu i nye eksklusive lokaler.

Framing, der er et fælles udstillingskoncept inspireret af Salone Del Mobile, kan igen i år opleves i forbindelse med 3 Days of Design, der løber af stablen fra den 16.-18. september 2021.

Udstillingen, som PR-bureauet Samira Kudsk PR står bag, er denne gang rykket i nye eksklusive lokaler på Kongens Nytorv, hvor det grandiose og historiske Harsdorffs Hus skal danne rammen om designeventet.

”Visionen bag Framing har været at skabe en alternativ ramme for den designoplevelse, som vi kender fra de traditionelle møbelmesser. Framing er et kurateret galleri, der inviterer dig indenfor til designtalks, installationer og klassisk håndværk. Vi samler alt i ét hus med fokus på livsstilsdesign og med en unik atmosfære af lys, design og rum,” fortæller ejer og stifter Samira Kudsk i en pressemeddelelse.

I den smukke københavnerbygning kommer 10-15 danske og internationale designbrands til at skabe rammen for ét stort galleri med udvalgte produkter.

Framing har tidligere været afholdt i Odd Fellow Palæet.

Foto: Samira Kudsk, Framing

 

Foto: Framing