Når messen åbner dørene den 13. til den 16. august bliver det blandt andet med et spændende foredragsprogram og en inspirerende trendzone på menuen.
Siden Formland i midten af maj kunne meddele, at Formland Autumn 2020 bliver afviklet på de oprindelige datoer fra den 13. til den 16. august 2020, har tiden ikke stået stille.
Der er blevet arbejdet på højtryk for at skabe en sikker, tryg og samtidig inspirerende messe for både udstillere og besøgende.
Nu har Formland løftet sløret for nogle af de ting, der vil være på programmet til august.
Messen sørger blandt andet for et foredragsprogram spækket med relevant og inspirerende viden for branchen. Scenen indtages blandt andet af livsstils- og forbrugereksperten Anne Glad, der under titlen ’Coronaforbrug og kriseadfærd’ vil stille skarpt på danskernes forbrug under pandemien.
Derudover vil besøgende også blive klogere på de største forandringer i detail- og nethandlen, når trendeksperten Matthew Brown i et videoforedrag giver sit bud på, hvordan fremtiden kommer til at se ud. Også pej gruppens ejer og trendforsker, Louise Byg Kongsholm, og trendredaktør, Rie Fjordsøe Rasmussen, vil levere spændende foredrag over messens tre dage.
Nuet, naturen og fællesskabet
På Formland Autumn 2020 vil besøgende blive mødt af både mønstre, farver, fællesskab, botanik og romantik, når de besøger Trendzonen ’Aterlier Bohemian Shades’.
Bag Trendzonen står designduoen Studie Flyhelsted, der vil give besøgende et særligt indblik i interiør– og designbranchens nyeste strømninger gennem håndplukkede design og særkender ved de forskellige brands.
”Vi drømmer om mønstrede gulve, farvede håndlavede fliser, kelimpuder, plantefarvede hørtæpper og rustikke borde. Alt sammen harmonisk sammensat med vintagekrukker og store træer, så det skaber en smuk visuel ramme om værkstedet, væksthuset og atelieret. Stemningen oser af personlighed, historie og kreativitet,” forklarer Mille Fly, der sammen med Sofie Helsted udgør Studie Flyhelsted.
Designduoen har indgået et samarbejde med designeren Pernille Folcarelli, der med inspiration fra botanikken skaber grafiske motiver med elementer fra naturen.
Alle aktiviteter på Formland Autumn 2020 sammensættes og afvikles med afsæt i konceptet TrygtMCH, der bygger på retningslinjerne inden for antal personer, afstand og hygiejne.
Foto: Formland Spring 2020