IMM Cologne bekræfter afholdelse

Efter udmeldingen om flytningen af messerne i Frankfurt bekræfter Koelnmesse, at de fastholder datoerne for sine messer i starten af 2021, herunder IMM Cologne.

Messe Frankfurt har netop meldt ud, at de udskyder messer fra starten af 2021 til foråret 2021. Udmeldingen har nu givet messearrangøren Koelnmesse grund til at melde ud, at de altså fastholder datoerne for afholdelse af deres messer i starten af 2021.

”Tidspunktet for Frankfurt-beslutningen er overraskende, især da markedet for messer nu også vender tilbage i Tyskland. Men hver messearrangør skal tage stilling til pandemiens virkninger på sin egen måde og tage sine egne beslutninger baseret på oplysningerne om sin egen portefølje. Naturligvis fortsætter vi her i Köln med vores planer om at begynde at arrangere messer på vores messeområde i den nærmeste fremtid. Disse planer er blevet drøftet og koordineret grundigt med vores udstillere og besøgende. Brancherne ønsker at begynde at deltage i messer igen – altid under forudsætning af sikkerhed og naturligvis myndighedernes godkendelse,” udtaler Gerald Böse, President and Chief Executive Officer hos Koelnmesse, i en pressemeddelelse.

Det nye år vil således – som planlagt – blive skudt i gang med IMM Cologne og Living Kitchen fra den 18. til den 24. januar.

Foto: Koelnmesse