Der er givet grønt lys fra myndighederne til den tyske interiørmesse Nordstil i Hamborg, som glæder sig til at slå dørene op i den kommende weekend.
I kølvandet på en række aflyste messer glæder interiørmessen Nordstil sig til at byde både udstillere og besøgende velkommen fra den 15. til den 17. januar 2022.
Myndighederne i Hamborg har nemlig besluttet, at interiørmessen Nordstil kan afvikles som planlagt i den kommende weekend. Messen er således en af de få messeplatforme, der vil blive afviklet i starten af året, hvor indkøbere har mulighed for at afgive 2022-ordrer.
På messen vil i alt 670 udstillere fra Tyskland, Holland og Skandinavien præsentere et stort udvalg af trendrigtige produkter til både forårs- og sommersæsonen samt efterårs-, vinter- og julesæsonen. Efter aflysningen af messen Christmasworld er Nordstil en af de sidste muligheder for indkøbere for at bestille julesortimentet til den kommende sæson.
“Messen bliver til noget! Efter aflysninger og udsættelser af messerne i Frankfurt, Paris og Stockholm er jeg meget glad for, at Nordstil bliver til noget, og det starter på lørdag. Vores beskyttende og hygiejniske foranstaltninger betyder, at det bliver muligt at mødes ansigt-til-ansigt på messen her i januar på de planlagte datoer i begyndelsen af året. Messer er stadig et afgørende markedsføringsværktøj, og langsigtet kundeloyalitet kræver personlig kontakt og udveksling,” udtaler Susanne Schlimgen, som er direktør for Nordstil.
Nordstil henvender sig primært til indkøbere fra Nordtyskland og Skandinavien, og messen tilbyder et bredt produktudvalg inden for følgende produktområder: Home & Garden, Style & Design, Kitchen & Gourmet, Gifts & Stationery samt Jewellery & Fashion.
En sikker messe
Både i 2020 og 2021 har Nordstil bevist, at fysiske messer er sikre i pandemitider. Dette omfatter et omfattende sikkerheds- og hygiejnekoncept med en lang række tiltag, som løbende tilpasses i tæt samarbejde med Hamborgs sundhedsmyndigheder.
Besøgende på messen skal enten fremvise coronapas ved indgangen eller dokumentere, at de tidligere har været smittet med Covid-19. Derudover skal man kunne vise en negativ test, der ikke er mere end 24 timer gammel (kviktest) eller 48 timer gammel (PCR-test) på tidspunktet for indrejsen til Tyskland – eller man kan vise dokumentation for boostervaccination.
Sikkerheds- og hygiejnekonceptet omfatter desuden konstant friskluftudskiftning og større udstillerstande, som sikrer tilstrækkelig afstand. Derudover er mundbind obligatoriske i alle indendørsområder under hele messen.
Nextrade med egen stand på Nordstil
På Nordstil vil B2B-onlineplatformen Nextrade have sin egen stand. Da Nordstil muligvis bliver den sidste tyske messe for design- og interiørbranchen i foråret 2022, giver Nextrade mulighed for at netværke og holde kontakten efter messen.
På standen har de besøgende mulighed for at opleve digitale showrooms live via en skærm, lære onlineplatformen at kende og se, hvilke fordele Nextrade kan tilbyde.
“Med Nextrade har vi ikke kun digitaliseret og centraliseret bestilling, men vi har også gjort udveksling af varedata mulig. Nextrade udvider messerne og giver brands mulighed for at præsentere deres produkter og nyheder og endda gøre dem håndgribelige i virtuelle showrooms. På Nextrade messestanden kan alle interesserede opleve platformen live, udforske fordele og modtage individuel rådgivning,” siger Nicolaus Gedat, som er Managing Director for nmedia GmbH, der står bag Nextrade.
Foto: Nordstil