Arrangørerne bag Møbelmessen Skandinavien etablerer en ny messe, Furniture Live, som skal samle den danske møbelbranche. I fremtiden skal messen skabe et nyt forum for møbler og interiør til boligen.

Møbelmessen Skandinavien er arrangøren bag en ny messe for designmøbler og interiør til boligen – Furniture Live. Den nye messe kommer til at foregå sideløbende med Møbelmessen Skandinavien og åbner dørene første gang til efteråret den 7.-9. november.

”Vi vil samle møbelbranchen og skabe én møbelevent, som kan blive en markedsplads og et udstillingsvindue for boligmøbler og interiør,” fortæller messearrangør Esben Veng-Christensen i en pressemeddelelse.

Når arrangørerne vælger at have to separate, men sideløbende, messeafdelinger, skyldes det, at der ikke er ét sted, hvor den samlede møbelbranche kan profilere sig i Danmark – ikke siden Scandinavian Furniture Fair i København forsvandt for en del år siden.

Læs også: Flere tyskere til dansk møbelmesse

”Med Furniture Live vil vi igen kunne tilbyde en professionel platform for designmøbler og interiør, som sammen med den øvrige branche kan tiltrække indkøbere af boligmøbler fra hele Skandinavien og Tyskland,” udtaler Esben Veng-Christensen.

Møbelmessen Skandinavien, der har eksisteret i snart 10 år, dækker det, som man kan kalde for den almindelige kædebaserede møbelbranche, mens Furniture Live dækker de mere designorienterede butikker – ‘det hvide segment’ og interiørbutikkerne.

”Salget og kundekontakten vil stadig være det bærende element, men der vil også være plads til de helt små og nystartede virksomheder, designere, designskoler og andre, som kan vise deres design og tanker til et bredt udsnit af branchen,” fortæller Esben Veng-Christensen.

Messeledelsens vision med Furniture Live er på sigt at skabe et nyt forum for møbler og interiør til boligen for det nordeuropæiske område. Her skal der være fokus på det unikke design, der er skabt gennem 100 år i Danmark og de øvrige skandinaviske lande.

Læs mere om Furniture Live her.