Trods et markant dyk i antallet af både udstillere og besøgende på den italienske messe er arrangøren tilfreds. “Det var vigtigt at tage det første, men afgørende, skridt, for at vise vores tilstedeværelse,” lyder fra fra President for Salone del Mobile.Milano. 

Efter rykning af datoen fra foråret til efteråret 2021 kunne den italienske designevent- og messe Salone del Mobile.Milano for nogle måneder siden endeligt bekræfte, at det blev muligt at åbne dørerne.

Fra den 5. til den 10. september 2021 kunne messen således invitere besøgende fra hele verden ind i Fiera Milano Exhibition Centre til den 59. udgave af Salone del Mobile.Milano.

Nu gør Salone del Mobile.Milano status på messen, der trods en markant nedgang i både antal udstillere og besøgende overgik forventningerne.

Over de seks messedage summede messehallerne med mere end 60.000 besøgende, hvoraf 70 procent kom fra Italien, men de resterende 30 procent kom fra 113 forskellige lande verden over. Besøgsantallet overgik alle forventninger set i lyset af fortsatte usikkerheder grundet Covid-19, lyder det fra messen i en pressemeddelelse.

Antallet af besøgende var markant lavere end forrige afholdelse af messen i 2019. Her blev messen besøgt af mere end 386.000 mennesker fra 181 lande.

Også antallet af udstillere var væsenligt lavere end under ‘normale’ omstændigheder. I alt 425 brands fremviste deres produkter under denne udgave af Salone del Mobile.Milano, heraf var 16 procent fra andre lande end Italien. Tilbage i 2019 kunne messen præsentere hele 2.418 udstillere, hvoraf 34 procent kom udenfor Italien.

Hos arrangørerne bag Milano-messen er der trods coronanedgang stor tilfredshed med endelig at kunne afvikle messen efter aflysning i 2020.

“Vi lukker denne udgave af Salone del Mobile.Milano med stor tilfredshed og store følelser. Det var vigtigt at tage det første, men afgørende, skridt, for at vise vores tilstedeværelse og sende et signal til landet som helhed. Vi gjorde det,” lyder det fra President for Salone del Mobile.Milano, Maria Porro.

På messens udstillerliste kunne man blot finde fire danske brands – Flexlux, Hjort Knudsen, Theca og Linie Design. Flere brands fra Danmark havde dog taget turen til Milano, hvor de deltog i Milan Design Week fra den 4. til den 10 september. Her udstillede 653 brands og designere rundt om i Milano, heriblandt Fredericia Furniture, &Drape og Kvadrat.

Den 60. udgave af Salone del Mobile.Milano er planlagt til at blive afholdt – som vanligt i foråret – fra den 5. til. den 10. april 2022.

 

Foto: Salone del Mobile.Milano, Andrea Mariani