Den svenske stormesse har aflyst den kommende version i februar 2021 – i hvert fald som vi kender den. Messen rykker digitalt, og aktiviteter, som normalt foregår på messen, rykkes ud i byen til Stockholm Design Week.

Det lykkedes ikke for den svenske messearrangør Stockholmmässan – trods ihærdigt lobbyarbejde – at få tilladelse til at afholde både Formex i januar 2021 og Stockholm Furniture & Light Fair i februar 2021.

Selv om aflysningen kommer med stor ærgrelse fra messearrangøren, ser de nu positivt fremad og retænker messen med en digital satsning og yderligere investering i Stockholm Design Week, som normalt finder sted parallelt med messen.

”Vi kalder det Stockholm Furniture & Light Fair – City & Digital Edition, og det finder sted både digitalt og fysisk omkring Stockholm mellem den 8. og 14. februar 2021,” lyder det fra messearrangøren.

Mange af de aktiviteter, som normalt foregår på messen, flyttes ud i byen, og Stockholm Design Week bliver dermed en bredere og mere omfattende begivenhed.

”Vi er eksperter i at bringe branchen sammen og derved stimulere handel og netværk samt bidrage med inspiration og viden. Vi gør det samme i februar 2021, men tilpasset den tid, vi lever i lige nu,” lyder det videre.

Messen tilbyder forskellige pakkeløsninger til udstillere, hvor de på forskellige vis kan opnå eksponering under Stockholm Design Week og digitalt.

Foto: Stockholmsmässan