365DESIGN fangede Matting, Hay samt den finske delegation med Nikari and Woodnotes og Secto, der alle var udstillere på årets Trends & Traditions til en snak om dette års event. 

I torsdags løb det syvende Trends & Traditions af stablen. Mange tusinde arkitekter, designere og fagnørder var samlet til årets brancheevent i Lokomotivværkstedet. Vi har talt med tre af udstillerne, der hver giver deres version af dagen.

“Der er en helt speciel energi”

Sådan lyder Theo Ravn Beltoft, Country Manager hos Mattings første kommentar, da 365DESIGN møder ham på Trends & Traditions.

”Alle vil hinanden. Der er øjenkontakt og interesse fra både udstiller og besøgende, hvilket giver god aktivitet hele dagen. Der er ikke nogen spildkontakt eller spildtid. Og så er stemningen bare superpositiv,” fortæller Theo Ravn Beltoft.

Matting AB er en familieejet nichevirksomhed med hovedkontor i Alingsås, Sverige, der tilbyder bæredygtige koncepter og produkter til offentlige miljøer, arbejdspladser, hjemmearbejdspladser og skoler.

”Vi producerer bæredygtige produkter, som bidrager til, at mennesker får en bedre og mere aktiv hverdag, hvor stillesiddende adfærd minimeres. Vi har fokus på lette og fleksible hæve-sænke-borde, som fungerer uden strøm samt vores nye stand-up-choice stol, der er et bud på fremtidens kontorstol,” forklarer den danske landechef.

Choice-stolen udfordrer den traditionelle stols funktioner og design. Den er baseret på input fra unge designeres tanker om sunde siddepladser og er udarbejdet i genanvendelige materialer. Dermed har Matting på Trends & Traditions bidraget med et bud på fremtidens møbeldesign.

”Vi har stor glæde af at være med. Vi har både en interesse i at have en god kontakt med Holmris B8 og deres konsulenter, men også en interesse i alle de besøgende på eventen – lige meget om det er arkitekter eller slutkunder. Det er faktisk vores bedste mulighed for at få skabt kendskab og nye kontakter. Og vi gør alt for, at de besøgende rent faktisk prøver vores nye møbler, da vi ved, at det virker som en stærk interesse- og salgsskaber,” fortæller Theo Ravn Beltoft, og slutter af med kommentaren:

”I forhold til andre messer, så er dette den bedste event. Aktivitet på standen hele dagen, interesserede deltagere og alle er engagerede.”

Fælles finsk fremmøde

En samlet finsk delegation har en fælles stand på Trends & Tradition. Her fortæller Johanna Vuorio, CEO hos de finske brands Nikari and Woodnotes, der producerer henholdsvis træmøbler og gulvtæpper under fælles navn, at den fælles stand fungerer rigtig godt – både som en samlet oplevelse af finsk design. Men også  med møbler, tæpper og lamper i samme udstilling, da de komplementerer hinanden, og samtidig kan de deltagende brands støtte og hjælpe hinanden i løbet af dagen.

”Eventen føles meget effektiv. Vi når at møde en masse spændende og nye kunder på en enkelt dag. Vi er enige om, at det her måske er den bedste model for fremtidens messer og events,” siger Johanna Vuorio til 365DESIGN.

Nikari og Woodnotes deltager også på andre internationale messer, men har valgt at deltage på Trends & Traditions for anden gang, da effekten af sidste års deltagelse var stor.

”Vi har muligheden for at vise de bedste produkter til den rigtige type kunder. Og så er det en fantastisk blanding af brands og produkter” afslutter hun.
Den anden finske udstiller er Secto, der deltager med et stort udvalg af lamper. Her fortæller Minna Hyvönen, Logistics Manager, at deltagelsen er en succes.

”Vi har muligheden for at vise både nuværende og nye kunder, at vi stadig er her – og vi står stærkt. Selvom vi ikke lancerer nyheder denne sæson, så har vi en stærk serie af lamper, som stadig er meget populær.”

Logistikchefen var på Trends & Tradition for første gang og var meget imponeret over stemningen og interessen fra de besøgende.

“Det er her, det sker”

Hos Hay er der travlt hele dagen – specielt i kaffebaren, hvor to baristaer har nok at se til.

Jesper W. Brandt, der er ansvarlig for kontraktsalg i EMEA og det danske kontraktmarked, fortæller til 365DESIGN, at han selv har været med på Trends & Tradition fra starten og oplever en stigende interesse.

”Over tid er det blevet en vigtig fagdag for hele branchen. Dagen er sat i kalenderen et helt år i forvejen, og alle sørger for at komme forbi – så det er her, det sker. Det er en fantastisk bedrift – både af Holmris B8 og de deltagende brands – at eventen har etableret sig som et event, der bringer interessenter sammen fra alle leder og kanter. Og alle kan lide konceptet: Et tag. En dag.”

Han understreger, at de forskellige dele af eventen er vigtige for at skabe en samlet oplevelse. De bærende elementer er ikke kun de deltagende brands, men også den faglige inspiration, netværket og etableringen af nye kontakter. Den høje kvalitet i udstillere og besøgende er med til at skabe en speciel dag, som ikke kan matches af andre.

”Vi investerer meget i, at det er en dagsmesse, men det er det hele værd. Der er god aktivitet på standen hele dagen, og vi er i stand til – på meget få kvadratmeter – at vise, hvordan vores sortiment kan være med til at skabe unikke relationer i udemiljøer, i loungeområder, på kontorer, restauranter og caféer,” fortæller han og henviser til, at standen er delt ind i forskellige zoner med hver deres fokus.

Et stort trækplaster på standen er den gode kaffe. Ud over trafikskabelse på selve eventen handler det også om at vise, hvad en kaffebar kan gøre for et arbejdsmiljø, og er dermed også et fagligt indspil på dagen, forklarer Jesper W. Brandt.