Op til Formland Autumn bringer 365DESIGN en række artikler med interessante brancheaktører, som udstiller på messen. Bliv klogere på Ally Design, der forhandler boligtilbehør, gaveartikler og personlige pleje.
Navn: Mette Falck
Virksomhed: Ally Design
Stillingsbeskrivelse: Direktør
Hvilken type produkter forhandler Ally Design, og hvem står bag virksomheden?
Hos Ally Design forhandler vi boligtilbehør og gaveartikler fra mærker som Michel Design Works og Carol Wilson Fine Art samt italienske Saponificio Artigianale Fiorentino. Vores sortiment består af mange spændende ting til boligen, køkkenet, badet og den personlige pleje.
Min mand og jeg har i 18 år haft en stor gardin-, bolig- og interiørbutik på Sydsjælland. Jeg kom med i butikken for fem år siden, da jeg efter en længere karriere i Erhvervsministeriet i 2013 tog springet til at blive selvstændig med detailsalg inden for bolig- og interiørbranchen. Vi lagde ud med at udvide butikken til 700 kvadratmeter og indrettede halvdelen med boliginteriør som puder, plaider, kludetæpper, kurvevarer, lamper, lys, servietter, kunstige blomster og en masse andre flotte gaveartikler og brugskunst. Vi havde stor succes med butikken og forhandlede mange af de kendte mærker, som man også kan møde på Formland-messen i Herning til august.
Vi solgte den fysiske butik sidste år og satser nu udelukkende på engrosvirksomheden Ally Design med nye og spændende ting til boligen og den personlige pleje.
Vi har et stort lager ude i byen og driver selve virksomheden fra vores private adresse i Næstved, hvor vi har kontor og showroom. Vi er altid glade for at få besøg, og vores kunder er også rigtig glade for at komme forbi, så de kan se det hele i ro og mag – og så er der altid kaffe på kanden. Vi er en virksomhed i vækst og har susende travlt, men vi lægger meget vægt på den personlige kontakt, for det skal også være sjovt.
Hvordan vil du beskrive Ally Designs produkter?
Vores produkterne omfatter serier med lækre skumhåndsæber, håndsæber, lotions, skumbad, træbakker, skåle og fade i melamin, forklæder, viskestykker, grydelapper, grillhandsker, opvaskemiddel, dækkeservietter, servietter, duftlys, sofapuder og meget andet.
Salget er gået over al forventning, og kunderne er især begejstrede for det produkt, vi har allerstørst succes med, nemlig de flotte dispensere med velduftende flydende håndsæbe, hvor sæben pumpes ud som en lækker, blød og fyldig skum. Vi oplever dagligt, at detailkunder ringer til os og spørger om at få anvist en forhandler i deres nærhed.
Alle de ting, vi har, er designet i flotte, afstemte farver, og mange af motiverne er inspireret af den charmerende engelske landstil med blomster, frugter, fugle og fisk. Det er eksklusive brugsting, som skaber en glad og hyggelig stemning og opleves som den ’lille daglige luksus’.
Som noget helt nyt har vi fået forhandlingen i Danmark af Carol Wilson Fine Arts søde kort til blandt andet gaver og invitationer. Kortene ligger i en flot æske med 10 styk dobbelte kort og tilhørende kuverter, så man altid har et kort ved hånden til enhver anledning. Vi har kortene i 30 forskellige motiver inklusiv de yndigste julekort.
Læs også: Udstiller på Formland: Living Mart CPH
Hvordan skiller Ally Design sig ud fra andre på markedet?
Vi skiller os ud ved at have nogle helt unikke varer, som man ikke kan få andre steder. Tingene er smukt dekoreret med blomster, elegante og klassiske mønstre, fugle, frugt, natur og andre motiver helt i tidens trend. Til julens salg er et af motiverne i år hentet fra eventyret Nøddeknækkeren med de statelige og herlige soldater i flotte farver, og dem glæder vi os rigtig meget til at vise frem
Hvorfor har I valgt at tage på Formland, og hvad ser I særligt frem til på messen?
Det er fjerde gang, at vi deltager på Formland, og vi glæder os meget til at vise alle vores produkter. Vi har fået mange nye kunder på hver eneste messe, og vi ser frem til at få endnu flere denne gang. At deltage på messen er også en rigtig god måde for os at nå ud til de mange kunder, som vi ikke har haft lejlighed til at besøge siden sidste messe i februar
Formland Autumn afholdes fra den 16.-19. august.
365DESIGN har i forbindelse med Formland udgivet et nyt messetillæg – læs det her.