Verdens største møbelmesse har nu valgt at aflyse årets messe i Milano og flytter i stedet arrangementet til næste år.

Som følge af coronavirussets kraftige udbredelse i Norditalien i slutningen af februar valgte verdens største møbelmesse, Salone del Mobile.Milano, at udskyde årets messe til juni 2020. Nu har arrangørerne valgt helt at aflyse 2020-messen. Det oplyser Salone del Mobile i en pressemeddelelse.

”Selv om vi har været fast besluttet på at beholde den nye dato i juni og lade den årlige event foregå som planlagt, betyder de nuværende uforudsigelige omstændigheder og usikkerheder, at årets Salone del Mobile alligevel ikke kan finde sted,” lyder det fra arrangørerne.

I stedet udskydes messen nu til at foregå mellem den 13. og 18. april 2021, hvor messens 60 års jubilæum vil blive fejret.