Nu er vinderne af dette års Design Awards blevet fundet. Læs med her og se, hvem der vandt inden for hver kategori.
Til dette års Design Awards blev danske designere og designtalenter hyldet og kåret i 12 forskellige kategorier. Redaktørerne bag Bo Bedre, Bolig Magasinet, Nordic Living og Costume Living udvalgte de nominerede til Design Award 2019 (link til artikel om de nominerende), hvorefter et dommerpanel skulle udvælge vinderne af de enkelte kategorier.
Læs med her og se, hvem der vandt inden for hver kategori.
- Årets Comeback: A-Chair
Stolen, der med sin signaturdetalje i ryglænets a-ramme, blev designet af Jens Risom i 1961, og nu er sat i produktion af Fredericia Furniture.
- Årets Møbel: Jari Spisebord
Det organiske spisebord inviterer til samling og hyggelige stunder. Bordet er bejdset i en blå tone, der fremhæver træets årer og skaber et elegant udtryk. Bordet er designet af OEO Studio og produceret Brdr. Krüger.
- Årets Upcoming: Nodari
Designeren Igor Nodari har med sit farverige univers og geometriske formsprog skabt nogle design, der med sin vildskab bryder med den danske designtradition, som vi ellers kender den.
- Årets Lampe: Flindt Wall Lamp
Årets lampe er designet af Christian Flindt og sat i produktion af Louis Poulsen. Lampen, der allerede har vundet to internationale priser, er enkel og moderne, og så kan den ifølge dommerpanelet noget helt særligt lysmæssigt.
- Årets Design: HAV
Det klassiske og velkendte mågestel er blevet moderniseret af KiBiSi og produceret af Royal Copenhagen, og stellet hedder nu Hav.
- Årets Kunsthåndværker: Amanda Betz
Kunsthåndværkeren Amanda Betz laver sit eget papir, og så formår hun også at skabe nye udtryk og eksperimenterende former i et ellers traditionelt håndværk, med papirklip og foldeteknikker.
- Årets Rumdesigner: Norm Architects
Det kompromisløse designstudio Norm Architects har i år lavet The Audo i Nordhavn. The Audo er kontor, hotel, restaurant, café og butik i ét. Med dette værk har Norm Architects skabt noget, der ændrer måden hvorpå vi lever, agerer, bevæger os og er sammen som mennesker.
- Årets Designer: Margrethe Odgaard
Med sin unikke evne til at sammensætte farver har Margrethe Odgaard formået at markere sig på designscenen. I 2019 har hun gennemført to tekstilkollektioner for Kvadrat og lanceret en ny farvepalet for Montana.
- Årets Grønne Produkt: Up Køkken
Det visionære køkken er designet af Lendager Group og produceret af Reform. Samarbejdet har skabt et enkelt og tidsløst køkken, som udnytter resttræ fra Dinesen.
- Årets Grønne Brand: Skagerak
Skageraks bæredygtige fundament har fokus på ansvar, godt og langtidsholdbart design, og så giver de liv til gamle møbler. De tager gamle møbler retur og sælger dem videre til nye ejere med et lille mærkat, der fortæller møblets historie.
- Årets Læserpris: Beosound Edge
Årets læserpris faldt i år på B&Os Beosound Edge højtaler, der er designet af Michael Anastassiades. Den trådløse højtaler er minimalistisk og fyldt med tekniske finesser.
- Årets Ildsjæl: Henrik Marstrand
Årets ildsjæl har kæmpet for bæredygtig møbelproduktion i mere end 13 år. Han står i spidsen for et firma, der udvikler bæredygtige design af høj, æstetisk værdi.