365DESIGN giver dig et hurtigt overblik over sommerens vigtigste nyheder. Læs blandt andet om Oslo Design Fair, der tilbyder nye muligheder for at udstille, et samarbejde mellem Gejst og et anerkendt arkitektfirma, B&O og Framas seneste årsregnskaber samt Bolia, der udvider på det europæiske marked. 

Designbrand og arkitektfirma indgår samarbejde

Det anerkendte danske arkitektfirma C.F. Møller Architects og designbrandet Gejst har indgået et samarbejde om en række interiørdesign. Det oplyser Gejst i en pressemeddelelse.

Det første produkt, som samarbejdet har resulteret i, er den enkel og grafiske opslagstavle Retell.

”Samarbejdet med C.F. Møller Architects er en spændende og lærerig proces. Deres tilgang fra arkitektfaget, hvor funktion og æstetik skal forenes, er elementer, som passer godt ind i vores mission om at skabe bedre designs til vores hjem,” siger Søren Nielsen, CEO og kreativ ansvarlig hos Gejst.

Jon Brøcker, chef for designafdelingen i C.F. Møller Architects, forklarer, at de fra begyndelsen har oplevet en god kemi med Gejst-teamet og et match i tilgangen til design.

”Vi synes, det er forfriskende og berigende med vores lange historie at forene kræfter og kompetencer med en ny virksomhed i færd med at bygge noget op. Vi kan lide Gejst for det, de laver, og måden de gør det på. Og vi vil gerne være med på den rejse, som Gejst har startet,” udtaler han.

Ny mulighed for at udstille i Norge  

Da de norske myndigheder ændrede Covid-19-reglerne til også at omfatte messer, måtte Oslo Design Fair aflyse og se på nye muligheder.

Nu har messen meddelt til 365DESIGN, at Oslo Design Fair tilbyder udlejning af showrooms i messehallen. Udstillerne kan frit vælge, hvilke uger samt antallet af uger de ønsker at benytte sig af tilbuddet inden for en given tidsperiode.

”Dette er en god måde for leverandørerne, så de stadig kan komme i kontakt med deres kunder på trods af, at der ikke er nogen messe i år,” fortæller Kathrine Jansen, leder af Oslo Design Fair, og fortsætter:

”Flere leverandører har rapporteret, at de har brug for et sted at fremvise produkter og nyheder. Vi giver dem derfor muligheden for at leje et showroom hos os i efteråret.”

Tilbuddet om at leje et showroom gælder for alle – også dem, der normalt ikke udstiller på Oslo Design Fair.

 

Bang & Olufsen med nyt regnskab: Taber 29 procent af omsætningen

Efter mange svære år må det danske designikon Bang & Olufsen endnu en gang se tilbage på et hårdt et af slagsen.

I regnskabet for 2019/20 går omsætningen 29 procent tilbage og lander på 2.034 mia. kroner mod 2.838 mia. kroner i 2018/19. Bundlinjen bløder og slutter på -576 mio. kroner mod et overskud i 2018/19 på 19 mio. kroner.

Det fremgår i regnskabet, at Bang & Olufsen anser resultatet for utilfredsstillende.

”Det er anden gang på to år, at vi ikke har leveret, hvad vi forventede, og derfor har skuffet vores aktionærer. For at ændre den negative kurs præsenterede vi en ny strategiplan i april med målet om at styrke Bang & Olufsens økonomiske ydeevne,” forklarer bestyrelsesformand Juha Christensen i regnskabet.

 

Bolia udvider på det europæiske marked

Interiør– og møbelhuset fortsætter ekspansionen og slår inden længe dørene op for to nye butikker i to europæiske byer. Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.

Den 30. juli 2020 åbner Bolia sin fjerde belgiske butik i storbyen Brugge, mens møbelhuset åbner sin femte hollandske butik i byen Haarlem den 25. september 2020.

“Vi ekspanderer yderligere over hele Europa ved at åbne omkring seks nye butikker i løbet af det næste år. Vi oplever en stor interesse for vores verden af design og varme modtagelser i de byer, hvor vi åbner. Og vi er glade for at gøre vores take på New Scandinavian Design tilgængelig for vores kunder over hele verden,” udtaler PR- og kommunikationschef hos Bolia, Camilla Kallehauge Møller, i pressemeddelelsen.

 

Massivt bundlinjefald hos Frama

Den danske møbel- og livsstilsvirksomhed har netop offentliggjort regnskabet for 2019, hvor bruttofortjenesten holder niveauet, mens bundlinjen falder markant.

I 2018 endte bruttofortjenesten på 4,8 mio. kroner. I 2019 slutter den på 4,9 mio. kroner.

Ifølge regnskabet har Frama i løbet af regnskabsåret 2019 blandt andet haft øgede driftsomkostninger og andre finansielle omkostninger, hvilket har resulteret i et årsresultat på 16 t. kroner i 2019 mod 948 t. kroner i 2018. Disse omkostninger indebærer blandt andet ekstraordinære investeringer i fremtidssikrede lokaleforhold som istandsættelse og indretning af kontor og udstillingsfaciliteter. Herudover skriver ledelsen i årsrapporten også, at der er foretaget betydelige fremtidsorienterede investeringer i digital infrastruktur samt egne digitale kommercielle platforme.

Frama afslutter 2019 med en egenkapital på 1,2 mio. kroner mod 1,6 mio. kroner i 2018.

 

&Tradition samarbejder med Bruun Rasmussen under 3 Days of Design

Når 3 Days og Design løber af stablen den 3. til 5. september 2020, bliver det muligt for besøgende at se en udstilling hos designvirksomheden &Tradition, der er lavet i samarbejde med auktionshuset Bruun Rasmussen. Det oplyser &Tradition i en pressemeddelelse.

Udstillingen ‘Home of a Collector’ vil indeholde et kurateret udvalg af &Traditions mest populære design mikset med unikke fund fra Bruun Rasmussens kommende Live Auktion.

“Vi er stolte af at slå vores kreative kræfter sammen med en virksomhed, der deler samme passion om, at et hjem skal være fyldt med karakteristisk design fra både fortiden og nutiden,” udtaler adm. direktør hos &Tradition, Martin Kornbek Hansen, i pressemeddelelsen.

“Hos Bruun Rasmussen har vi bemærket, at mange af vores loyale kunder nu søger at skabe et mere personligt miks af møbler, kunst og kunsthåndværk fra forskellige tidsepoker. Vores partnerskab med &Tradition trækker på hver vores rige erfaringer for at vise den magi, der kan opstå i et rigtig samlerhjem,” siger Alexa Bruun Rasmussen, tredje generation i Bruun Rasmussen, videre.

Udstillingen vil kunne ses under 3 Days of Design på Bredgade 26 i København.

 

Foto: Gejst