Tvilum lukker fabrik, Bolia åbner første butik i Spanien, og Jysk går i luften med liveshopping.
Her kommer de nyheder, som du også skal have med i dag fra ind- og udland.
Tvilum lukker nyindkøbt fabrik
Ifølge Midtjyllands avis har Tvilum valgt at lukke den tidligere Steens Group-fabrik, som de købte i 2021. Nu har svære tider gjort det nødvendigt for møbelvirksomheden at dreje nøglen om.
“I Tvilum som sådan mærker vi lige nu tidernes ugunst, men det har været særlig slemt for den del, der har med Kjellerup Vest-produktionen at gøre. Det er rigtig ærgerligt, men vi oplever stærk reduceret efterspørgsel på især fyrretræsmøbler og vores MDF-produkter – netop de ting, som bliver produceret på Kjellerup Vest, fortæller adm. direktør Kjeld Nielsen til Midtjyllands Avis.
Kjellerup Vest referer til den afdeling, der blev opkøbt af Steens Group.
Lukningen betyder afskedigelse af hele medarbejderstaben bestående af 55 personer.
Bolia åbner første butik i Spanien
Endnu et marked skal indtages. I marts slog Bolia dørene op til sin 80. butik – denne gang med adresse i hjertet af den spanske storby Barcelona. Den nye butik er på 500 m2 og fordelt over flere etager.
”Vi har en stærk passion for holdbart, skandinavisk design, smukke rum, og vi ser et fantastisk potentiale for global vækst. Derfor fortsætter vi vores ekspansionsinvesteringer med åbningen af denne nye Bolia butik på et helt nyt marked: Spanien”, siger Lars Lyse Hansen, adm. direktør i Bolia i en pressemeddelse.
Jysk går i luften med liveshopping
Jysk inviterer til den første af flere liveshopping-events i denne uge. Det kommer til at foregå over Facebook i samarbejde med Let’s Go Live.
”Vi synes, liveshopping går godt i spænd med vores kundeløfte ‘et godt tilbud’, hvorfor det er oplagt at teste, om det er et format for kunderne i Jysk. Desuden ser vi en god mulighed for at demonstrere vores ekspertviden inden for dyner og puder og vise vores flotte, nye butikker frem online for vores kunder,” fortæller Søren Wium, der er Manager i E-commerce Sales i en pressemeddelelse.
I løbet af de næste måneder har Jysk planlagt flere liveshopping-events, hvor forskellige produktkategorier kommer i fokus med gode tilbud til kunderne.
Foto: Pexels