Selskabet vil fremadrettet øge investeringerne i alt fra virksomheder til papirer for her at kunne tjene lige så meget som på Jysk-kæden.

Investeringsselskabet Lars Larsen Group, der blandt andet ejer Jysk-kæden og tidligere i år fremlagde et rekordregnskab, fremlægger nu en ny strategi om at investere mere for at tjene lige så meget her som på Jysk-kæden og blive mindre afhængige af Jysk-butikkerne. Det skriver Finans.

Investeringerne bliver i milliardklassen og foretages i alt fra virksomheder til værdipapirer og ejendomme. Hvilke konkrete investeringer og investeringsbeløb, der er tale om, ønsker Lars Larsen Group ikke at oplyse.

”Jysk skal fortsætte i samme høje tempo som nu, og det selskab er et yderst velsmurt lokomotiv i fart. Vores mål er, at balancen i vægtskålen udjævnes, så Lars Larsen Group en gang i fremtiden reelt vil kunne klare sig uden detailhandel, hvis der skulle blive behov for det,” udtaler bestyrelsesformand i Lars Larsen Group, Jacob Brunsborg, til Finans.

Det er dog fortsat ambitionen, at Jysk-kæden skal vokse og sprede sig over de målsatte 5.000 butikker på verdensplan, men det er samtidig selskabets ønske at skrue op for investeringerne for at fortsætte Lars Larsen Groups samlede milliardoverskud.