Det danske køkkenbrand opnår B Corp-certificering som den første køkkenvirksomhed i verden. “For os er certificeringen kun begyndelsen,” lyder det fra stifteren.

Køkkenbrandet Reform har netop modtaget den prestigefyldte B Corp-certificering. For knapt et år siden udtalte adm. direktør og medstifter Jeppe Christensen:

“Jeg tror, at om et år er vi det mest bæredygtige køkkenbrand, du kan finde i verden.”

Den noget pompøse udtalelse kom i forlængelse af en kapitalindsprøjtening på 186 mio. kroner, som virksomheden modtog af en fransk vækstfond. Og her et år senere er Reform kommet et skridt nærmere på drømmen ved at være den første køkkenvirksomhed i verden, der modtager certificeringen.

B Corp-certificeringen, der administreres af non-profit-organisationen B Lab, er globalt anerkendt som bevis på, at virksomheder lever op til høje standarder inden for bæredygtighed og social ansvarlighed.

“Vi er utrolig stolte over at modtage B Corp-certificeringen. Hos Reform mener vi, at det er vores ansvar at reducere vores miljøpåvirkning og skabe positiv, social indflydelse. Certificeringen er et bevis på vores dedikation og arbejde med disse principper. B Corp handler ikke kun om at være bæredygtig, men om hvordan vi grundlæggende driver forretning på, og hvilket aftryk vi sætter på vores omverden”, siger Jeppe Christensen, adm. direktør og medstifter af Reform i en pressemeddelelse.

Siden 2021 har Reform implementeret B Corp-standarderne som en overordnet ramme for sin bæredygtighedsstrategi. Det er en omfattende ansøgningsproces, hvor blandt andet virksomhedens forretningsmetoder og -processer gennemgåes. Her modtog Reform en score på 92,7, hvilket er over gennemsnittet og betydeligt højere end de 80 point, det kræves for at blive certificeret. Faktisk scorede Reform over gennemsnittet inden for alle fem kategorier, der måles på: medarbejdere, kunder, samfund, ledelse og miljø.

“For os er certificeringen kun begyndelsen på en rejse mod at forbedre vores sociale og miljømæssige aftryk, men vi er også bevidste om, at vi ikke kan gøre en forskel alene. Vi tror på, at vi som en del af B Corp-bevægelsen kan optimere effekten i fællesskab, og vi håber, at resten af køkkenbranchen vil være med,” siger Jeppe Christensen.

Om B Corp
Certificerede B Corporations™ er virksomheder, der opfylder høje standarder for det at drive en bæredygtig og socialt ansvarlig forretning. Grundtanken bag B Corp er at skabe en global økonomi, der har en positiv påvirkning på planeten, mennesker og samfundet som helhed. Bevægelsen arbejder således mod en mere inkluderende, regenererende og retfærdig økonomi, der ikke blot er til gavn for de få, men for alle.

Foto: Reform