Vores tid er præget af en voksende immaterialisme og en øget miljøbevidsthed. Der er en længsel efter fællesskabs- og deleoplevelser og et tiltagende behov for demokratisk bæredygtigt design, der kan udgøre en antitese til forbrugerismens køb-og-smid-væk-mentalitet. Der ligger et anti-forbrugs-behov heri, som kan virke svært at arbejde med som produktdesigner. Men dette behov skal ikke nødvendigvis betragtes som et benspænd – snarere kan det lede til nye muligheder og måder at skabe designprodukter og -oplevelser på.
Af Kristine Harper
Anti-trends udgør en modpol til trendbaseret overforbrug af uholdbare ting. En anti-trend er ikke det samme som en modtrend til fremherskende forbrugertrends – snarere er anti-trends knyttet til holdbare brugs- og livsrytmer.
Anti-trends er et billede på, hvad det gode liv indbefatter for en given bruger: På holdbare måder at tilrettelægge dagligdagen på og på en velafbalanceret fordeling af arbejde og fritid.
I arbejdet med anti-trends undersøger man ikke blot, hvad det næste ’sort’ bliver, men også hvorfor. Hermed kan man i højere grad implementere en langsigtet designstrategi, som har fokus på såvel nutidige som fremtidige behov. Eksempelvis: Hvorfor har Slow Living fortsat stor tiltrækningskraft? Hvorfor er der en øget efterspørgsel efter håndlavede ting? Hvorfor er fællesskabs- og naturoplevelser i høj kurs? Og ikke mindst: Hvordan kan disse behov imødekommes?
At designe produkter med udgangspunkt i anti-trends kan blandt andet omfatte anvendelsen af materialer, der forfalder æstetisk, eller som er fleksible, foranderlige eller reparerbare og dermed tilskynder til brug. Eller det kan involvere et arbejde med temaer, der er knyttet til universelle, menneskelige behov som for eksempel fællesskabsfølelse, forbindelse til naturen og behovet for at høre til og føle sig hjemme. At arbejde med anti-trends er en tilsidesættelse af modens ’trend-logik’, der dikterer, at en trend altid mødes af en modtrend, som indbefatter et diametralt anderledes look eller en livsstil i forhold til den forudgående trend – og at forbrugeren dermed konstant må udskifte sine ejendele for at være up to date. Det svingende trend-pendul, der styrer denne trend-logik kan ikke anvendes i arbejdet med anti-trends. Derimod ligger fokusset på at imødekomme langvarige, dybtfølte behov og skabelsen af funktionelt og æstetisk bæredygtigt design. Design i det 21. århundrede bør ikke længere være knyttet til forbrugerisme, men snarere til brug og bæredygtige løsninger: Det bør understøtte en harmonisk og tilfredsstillende livsstil, der ikke kræver hyppigt ’hamskifte’ og sæsonbaseret udskiftning af interiør. Der er et væld af måder, hvorpå man som produkt-designer kan gøre bæredygtig livsstil mulig for alle. At leve bæredygtigt bør ikke være en luksus for de få, men snarere det gængse.
Med udgangspunkt i tre hovedtemaer: slowness, rawness og flexibility gives der et indblik i en række anti-trends, der kan bruges som inspiration til design af bæredygtige produkter.
Langsomhed har stor tiltrækningskraft i vores tid og præger vores forbrug. Slow Living, der oprindeligt var forbundet med Slow Food bevægelsen, men som gennem årene er vokset til at omfatte alt fra tøjforbrug til familieliv og forældreskab og måder at rejse på, er opstået ud af et behov for at skabe balance i livet. Balance mellem arbejde og privatliv, mellem inde- og udeliv, og mellem online- og offline-liv. Som navnet antyder er opfordringen generelt at sænke tempoet og at være tilstedeværende, hvorfor offline aktiviteter, gerne ude i naturen, er centrale.
Slow Living manifesterer sig på en række forskellige måder, der typisk indbefatter et fokus på
kreativitet og håndværk samt naturoplevelser og værdsættelsen af enkelt, vellavet mad og design.
“Lidt, men godt” kan betegnes som et mantra for bevægelsen. Værdierne bag Slow Living knytter sig til nærvær, sanselig næring og det simple liv.
Langsomhedens æstetiske produktoplevelse er en oplevelse, der igen og igen kan nære brugeren æstetisk og forskønne dagligdagen. Det er en oplevelse, der er kendetegnet ved både at være konstant, idet man kan vende tilbage til den, og fornyende, idet den igen og igen fylder én op. Denne nærende kombination af konstans og fornyelse kendetegner den æstetiske oplevelse af det holdbare objekt.
At leve langsommeligt er en måde at være en bevidst og grøn forbruger på, som hidtil primært har handlet om mindfulness og kvalitet fremfor kvantitet. Det gør den stadig, men der er kommet et endnu større fokus på at være tæt på naturen – den nære, vilde natur – som er blevet forstærket af de seneste års pandemi, og som materialiserer sig i alt fra nye måder at holde ferie på til mønstre, indretning og design af hjemmet. I vores fokus på naturen – og i særdeleshed på den nære natur – ligger en nostalgi, som får os til at dyrke det nationale og lokale. Aldrig har så mange været på østerssafari i Limfjorden iført lange waders, vandret Camønoen tynd, søgt Vesterhavets kølige blæst på vandreture, surfet på Cold Hawaii kysten, sovet i shelters, svømmet i skovsøer, fået installeret vildmarksbad, og plukket og spist vilde planter. Der ligger en eventyrlyst i fokusset på den vilde natur og de rustikke naturoplevelser. En eventyrlyst, som er forankret i det nære miljø, hvilket er blevet forstærket af det faktum, at rejser til fjerne egne er blevet sværere og opleves som mere utrygge.Naturen er blevet symbol på frihed – et frihedssymbol, som forstærkes af mindet om pandemiens isolation, hvor naturen var det eneste frirum. De nære, vilde naturoplevelser knytter sig til hovedtemaet slowness, da de er kombineret med et behov for at være offline og mentalt og sanseligt til stede, gerne sammen med en gruppe af ligesindede. At tage sig tid til lange gåture, til at tilrettelægge en køkkenhave og tålmodigt lade grøntsager og krydderurter tage den tid de behøver, til at lave mad over bål og til at observere naturens rytmer og årstider opleves som terapeutisk og luksuriøst.
Fokusset på den nære natur medfører en forkærlighed for lokal produktion og lokale råvarer og materialer. Denne indbefatter en accept af, at man naturligvis ikke kan spise jordbær hele året rundt, og at mango og papaya ikke er naturlig spise i Danmark, samt at lokale alternativer til bomuld (som for eksempel hamp, hør og tencel) muligvis er en smule dyrere, men langt mere bæredygtige. Men der ligger også heri et ønske om at bibeholde regionsbestemte håndværk, teknikker, opskrifter og traditioner. Denne anti-globaliseringstendens sætter fokus på det æstetiske potentiale i mangfoldighed og diversitet, på traditioner og kulturarv – og som en del heraf også på det uperfekte. De smukkeste tomater betragtes ikke længere som perfekt runde og røde og helt ens, men snarere som både runde og aflange, små og store,røde, orange, grønne og gule, og det smukkeste sengetæppe er måske ujævnt farvet med plantefarver og sammensat af forskellige (måske genanvendte) tekstiler snarere end perfekt, glat og homogent.
Det mest bæredygtige designobjekt er råt, foranderligt og ufærdigt. Denne sætning forekommer måske umiddelbart lidt ambivalent, da bæredygtighed ofte forbindes med holdbarhed og varighed, med det formfuldendte og det solide. Men det foranderlige, ufærdige, rå designobjekt indeholder en holdbarhed, som er knyttet til brug snarere end forbrug. Og i og med at et designobjekt er et brugsobjekt bør det være skabt til brug snarere end til forbrug.
Rawness er forbundet med taktilitet, og med hænder der rører, kroppe der anvender, og med de spor denne berøring og brug efterlader. Vi betragter som oftest skønhed som noget, der falmer og dermed som synonym med det nye og friske: Med friske blomster og uberørte, polerede borde, med nymalede vægge og uplettede, nyslebne gulve – alt sammen noget der blegner, visner og forgår med tid, brug og slid. Men bæredygtig, rå, modstandsdygtig skønhed er ikke glat og uplettet. Den er moden (eller rettere, modnende og hermed under konstant udvikling). At lave et designobjekt med modstandsdygtig æstetik er en hyldest til brug, til slid der efterlader sine spor, til reparationer og vedligeholdelsesspor og til et formsprog, der løbende modnes og træder i karakter.
Når man arbejder med rawness, bør man tænke i anti-convenience. Der en mangel på friktion, på det langsommelige, på teksturer, på sanseoplevelser, på anti-smoothness, på hands-on oplevelser, på ikke at vælge den nemme løsning. Og i arbejdet med det rå er det lige præcis disse behov, der imødekommes.
Den nydelse, der er knyttet til det simple udtryk, kan beskrives som en nydelse ved, at alt er som forventet. Der ligger en umiddelbar tilfredsstillelse, eller endda en hel del nydelse, i at opleve, at omverdenen og objekterne i den er præcis som forventet. En tilfredsstillelse, som er beslægtet med den hjemlighedsfølelse og den komfortable tryghedsfølelse, man kan få i mødet med det velkendte, og som består i at vide, hvad der forventes af én, og hvordan man skal gebærde sig. En tilfredsstillelse, som er knyttet til orden, eller måske snarere til harmoni, og som er tæt forbundet med trangen til at strukturere hverdagen og skabe rutiner.
Nydelsen ved at alt er som forventet, kan ligge i det at røre ved et bords overflade med forventningen om en bestemt taktil oplevelse: kølighed, glathed, hårdhed, og at få præcis den oplevelse. Eller den kan bestå i at iføre sig en kjole og opleve, at pasformen er præcis som forventet, og at den smyger sig om kroppen, som en kjole med dens snit kan forventes at gøre det. Eller i at et tæppe eller et sjal har en velafbalanceret farvesammensætning, som skaber et harmonisk udtryk, der virker umiddelbart behagelig og tiltalende – og på ingen måde forstyrrende. Eller der kan være tale om tilfredsstillelsen ved at trække en stol ud fra et bord og få nøjagtig den forventede tyngde- og taktilitetsoplevelse. Eller det behagelige og komfortable, der ligger i umiddelbart og med det samme at kunne anvende et givent køkkenredskab, som man aldrig tidligere har haft i hænderne: en kartoffelskræller, en proptrækker, en kaffekande, et piskeris, fordi det formmæssigt og funktionelt er til at forstå qua referencer til andre lignende objekter: Og fordi måden, det skal anvendes på, ligesom bare ligger i formen, og hænderne ved intuitivt, hvad de skal gøre. Eller der kan være tale om det nydelsesfulde i uden problemer at kunne følge skilte og piktogrammer i en bygning – og dermed med lethed at kunne orientere sig og finde vej.
At designe bæredygtige produkter – produkter som er skabt til langvarig brug – ved at fokusere på varighedsom noget, der er ’hugget i sten’, permanent eller ikke-foranderligt er temmelig paradoksalt. Et produkt, der er fuldendt og lukket, når det slipper designerens hænder, er ikke skabt til brug, idet brugsfasen uundgåeligt bliver lig med én lang nedadgående spiral bestående af uskønt forfald og skæmmende slid.
Brugeren vil inden længe længes efter en ny perfekt ting, der skal erstatte den gamle, hvilket naturligvis ikke kan beskrives som bæredygtig adfærd. Derfor, når man designer bæredygtige produkter, kan man med fordel have åbenhed og fleksibilitet i tankerne. Det åbne objekt opfordrer til et langvarigt forhold mellem brugeren og produktet – et forhold baseret på fleksibilitet og foranderlighed.Fleksibiliteten kan være nedfældet i designobjektets æstetik – i måden materialerne, mønstrene og farverne kan rumme brug og slitage. Et fleksibelt objekt er modstandsdygtigt overfor forfald og hyppig anvendelse, idet det er designet til kunne at rumme brugsspor.
Fleksibiliteten kan også være knyttet til formsproget eller strukturen forstået på den måde, at objektet er skabt til at kunne ændre sig; til at kunne justeres eller opdateres. Det fleksible design-objekt kan være modulært; måske kan enkelte dele af objektet, som typisk slides hurtigt, eller som er mest udsatte, udskiftes løbende og med lethed. Eller måske er objektet designet til at kunne ændre udtryk: Måske kan moduler udskiftes med andre, så farver og mønstre kan ændres, og brugeren hermed kan skifte ’ham’ uden at skulle købe ny garderobe eller ændre alle sine møbler eller interiøraccessories.
Det fleksible designobjekt kan være legende og i både overført og bogstavelig forstand have Lego-klodsens æstetik og funktion. Det kan være skabt til at forandre sig, til at blive opdateret, til at blive repareret og til at blive delt.
Det fleksible designobjekt er levende. Snarere end at blive uskønt og opleves som forkert med tid og brug, tilpasser det sig brugerens fysiske og æstetiske behov. Heraklit er kendt for at have sagt, at det eneste konstante er forandringer. Alting er altid i proces, og dette gælder for såvel naturen som for menneskelivet: Vores behov ændrer sig løbende, vores kroppe ændrer sig, og vores fysiske omgivelser ændrer sig – og netop derfor giver det ikke mening at designe stagnerede, lukkede designobjekter. Hvorfor ikke åbne designobjekter op, så de med lethed kan udvikle sig i takt med de livsfaser, vi gennemgår? Hvorfor ikke designe produkter, der kan rumme forandringer? Og hvorfor ikke som udgangspunkt tænke opdateringer ind i produktdesign?
Det åbne designobjekt kan i bogstavelig forstand være fleksibelt: Det kan indeholde en iboende mulighed for, at brugeren kan ændre det og ’afslutte’ det, det kan være justerbart i den forstand, at det kan tilpasse sig brugerens skiftende situationelle behov eller krop, og det kan være delbart og dermed rumme et fællesskab af brugere. Det kan dog også i mere symbolsk forstand beskrives som foranderligt, idet det tillader brugerens personlige historie at manifestere sig og præge dets udtryk, eller idet det kan rumme naturlige, atmosfæriske forandringer.
